Noget om tid …

Lige nu er dagene ret korte. Døgnet har stadig 24 timer, men nogle dage føles det alligevel som om, at der kun er 12 at gøre godt med. Inden vi får set os om, er dagen fløjet af sted og vi har ikke nået en brøkdel af det der var på programmet. Man kan godt blive en anelse forpustet og ikke mindst frustreret. Man ender hurtigt med at føle sig utilstrækkelig mens opgaverne tårner sig op i novembermørket … og det er forøvrigt også snart jul.

Men som sagt, så er der jo ligeså mange timer i døgnet som der er om sommeren. Der er ikke så meget lys – men en time er stadig en time. Men energien i os er forandret. Vi går måske ikke helt så langt på literen som vi plejer. Vi har brug for lidt mere søvn og hvile. Tilbagetrækning. Ind i mørket. Strikketøj og brændeovn. Og lad så være med at tale til mig lige nu … Jeg er ikke til stede.

Rigtig tit, efterfølges netop dén følelse af skam og forkerthed. En følelse af at være egoistisk og uden overskud. At jeg kun tænker på mig selv, og er ligeglad med andre … men sådan er det jo slet ikke …
Det er bare sådan det er at være menneske – i Danmark – i November.

Det er jo ikke første gang vi oplever det … det sker hvert eneste år, og jeg tror faktisk, at jo tættere vi kommer på os selv, jo mere udtalt kan det blive. Der er som regel ikke tale om hverken depression eller noget andet behandlingskrævende. Vi er bare gået i vinterhi.
Tempoet er sat ned, og det skal vi turde at tage højde for.

Jeg skal turde at lade være med at love mig ud til alle mulige og umulige ting … Fordi jeg har brug for at glo på brændeovnen. Jeg skal være bevidst om, hvad katten det er jeg bruger min tid på. Hvad er egentlig vigtigt? For mig og for min familie?

Det er vigtigt for mig, at vi har tid sammen. Uden en masse ligegyldige ting der blander sig. Det er vigtigt for mig, at få motion. Det er vigtigt for mig at få mad der er næring i. Det er vigtigt for mig, at få frisk luft.
Det er mit helt eget ansvar at få tilrettelagt min tid sådan, at jeg får skabt plads til de ting. Det er mit eget ansvar at sige fra. Og det er mit eget ansvar at skabe tid til strikketøj og brændeovn, frisk luft og søvn nok. For i sidste ende er det jo nemlig mig selv der skal tage konsekvenserne af mine handlinger.

Mine valg.

Der er kun mig selv til det. Og selvom det kan føles fristende at skyde skylden på andre mennesker, og deres forventninger til mig, så er det helt mit eget ansvar. Bum.

Der er bare det ved det, at jeg bliver frygteligt bange for at gøre dig ked af det. Hvad nu hvis du bliver så skuffet over mig, at du vælger mig fra? Hvad nu, hvis jeg bliver lukket ude og stemplet som én der ikke vil bidrage til fællesskabet. Hende der bare har nok i sig selv, og aldrig gider at hjælpe til. Hende der ikke elsker dig nok …

Så derfor overhører jeg mine behov. Selvom alt i mig skriger på stilhed og ro … så bliver jeg ved.
Det er sådan vi har det nogle gange. Alle sammen. Også dem der stråler af overskud og nybagte boller.
Det er helt ok at trække stikket ind i mellem. Og måske er det netop denne vinter vi skal lære os selv at sætte tid af til ingenting. At skabe huller i kalenderen til indadvendthed. Til kærlighed og nærvær. Det er op til os selv, hvad vi bruger tiden på. Brug den med omtanke og bevidsthed.

Kærligst June