Livserfaring …

Vi har alle sammen skrabet noget livserfaring sammen på vores vej. Det gør vi sådan set hver eneste dag. Det er sådan vi udvikler os – det er sådan mennesket har udviklet sig siden tidernes morgen. Ved at gøre – fejle – erfare – lykkes. I én skøn pærevælling. Vi lærer både af vores fejl og vores succeser.

Denne viden går i arv … Vores instinkter fortæller os helt klart når der er fare på færde. At det er tid til at få benene på nakken, hvis man står foran farlige dyr, eller at man skal søge ly når det tordner. Bare for at tage nogle helt basale eksempler …
Eller kogebogen fra farmor, hvor familiens bedste opskrifter er samlet. De er blevet rettet til gennem generationer, forfinet, ændret moderniseret osv. På den måde udvikler vi opskriften på vanillekranse eller indbagt mørbrad – eller hvad det nu måtte være.

Erfaring som er guld værd!

Jeg, som mennesket June, har jo også samlet en masse personlige erfaringer op igennem tiden. Ligesom alle andre.
Jeg har fået nogle gevaldige øretæver ind i mellem. Brændt fingrene og fået hjertet knust, når jeg tillidsfuldt lukkede et andet menneske ind. Jeg tror, at vi alle sammen i større eller mindre grad har den slags meget smertefulde erfaringer med os. Det hører med til at være menneske. Både i forhold til partnere, børn, forældre, venskaber osv.

Spørgsmålet er så, hvad vi vælger at bruge vores erfaring til.
Jeg HAR stået der, hvor livet gjorde så ondt, at jeg troede jeg skulle dø af det. Hvor mit hjerte var blevet svigtet og trampet på, så det lå som en blodig klat mellem mine hænder. Det var ikke noget nogen gjorde med vilje eller for at være onde, det er vigtigt at huske. Nogle gange sker den slags bare, uanset hvor meget vi passer på hinanden.

Jeg VED godt hvordan det er, og hvordan jeg selv reagerer. Jeg bliver ked af det. Jeg bliver træt. Jeg orker ingenting, og jeg mister modet. Det føles som om, at bundproppen bliver trukket ud, og alt energien bare løber ud, sammen med tårene lyden af hjertet der brister.

Og så samler jeg mig sammen. Så rejser jeg mig op igen. Så retter jeg ryggen og holder fast i min tro på kærligheden og på at kærligheden også hører mig til. Det er sådan jeg gør. Det fortæller min erfaring mig.
Så jeg kan enten bruge min erfaring til at holde kærligheden på afstand, lukke mit hjerte og bygge forsvarsværker op, så ingen kan komme ind. Fordi jeg har en erfaring for at det er farligt.
Eller jeg kan bruge den som en forsikring til mig selv om, at jeg ikke tager skade – at jeg nok skal finde fodfæste igen.

Derfortør jeg godt at lukke mit hjerte op og lukke dig ind i varmen. Jeg kender udmærket godt risikoen ved den slags – men jeg har lært at registrere mine alarmklokker og at handle på dem. Jeg har lært af mine tidligere fejltrin. Jeg ved nu, hvorfor det er vigtigt at sætte grænser og stille krav – også selvom jeg er bange for at du så vælger mig fra. Jeg véd, at når vi tør at gå helt tæt på hinanden, så bliver vi bedre, stærkere og mere smidige.

Skulle det vise sig, at noget sker, så kærligheden falder fra hinanden, så ved jeg, at jeg på trods af smerten og sorgen nok skal klare skærene og rejse mig op igen.
At spærre sit hjerte inde er ikke sundt. Hverken for sjæl eller krop.
Julen er hjerternes fest – kærligheden hører også dig til.

Kærligst June