At rejse sig op …

Vi gør det stort set alle sammen mange gange hver eneste dag. Rejser os op. På vores ben – og bruger benene til at gå med. Det er sådan vi fungerer, og vi gør det uden at tænke over det.                              Nogle mennesker kan af den ene eller den anden grund ikke rejse sig op – måske har de slet ikke nogen ben. Eller er blevet lamme eller er på anden måde ikke i stand til at rejse sig og gå.

Jeg har arbejdet i mange år i ældreplejen. Hver eneste dag, er en del af arbejdsopgaven at hjælpe nogen op at stå – og gå. Der er forskellige teknikker og hjælpemidler – men i sidste ende er det helt op til det enkelte menneske, at finde balancen og troen på sine egne kræfter – og gå.

Jeg kan bruge ligeså mange kræfter jeg overhovedet orker på at hjælpe vedkommende. Men hvis han eller hun ikke tager skridtene – så kommer vedkommende ingen vegne.

I virkeligheden betyder det ikke så meget i hvilken kropslig forfatning man er – med mindre det er helt galt, naturligvis.
Men jeg har set det igen og igen.

Det er et spørgsmål om at tro.

På sig selv. På sine egne ben. At turde finde balancen og tage det første skridt.

Jeg har mange, mange gange stået ved siden af nogen, som i princippet havde en krop der både var stærk og bevægelig nok til at både stå og gå … Men som ikke turde. Som troede at det ikke kunne lade sig gøre. Som var bange for at falde.
Og jeg har mere end én gang, brugt langt flere kræfter end der var belæg for, fordi jeg kunne se, at vedkommende havde evnerne til det. Hvis bare …

Og sådan er det jo også i vores helt almindelige relationer. Vores familie, parforhold, venner, kolleger … alle sammen. Det er let at se potentialet i andre mennesker. At se alt det fantastiske vedkommende indeholder og er i stand til – hvis bare de selv troede på det.

Kom nu! Du kan godt! Jeg véd at du kan …

Nogle gange bliver vi så ihærdige, at vi helt glemmer os selv. Så sker det, at vi ender med at bruge alle vores skønne kræfter på et andet menneske – som måske endda stritter imod!
At hjælpe nogen op at stå rent fysisk, kan meget let sammenlignes med at få nogen op at stå rent psykisk.
Hvis de ikke vil – så kan vi andre hive, trække, skubbe, heppe og elske alt det vi vil. Det nytter intet.
Hvis ikke de selv hjælper til – så kan det ikke lade sig gøre.

Det skal komme som et ønske indefra.

Man skal selv ville det, og være villig til at give det et forsøg.

Det svære er at indse, at man ikke kan hjælpe. Det gør så ondt og svider langt ind i sjælen, når et elsket menneske ikke vil rejse sig op. Når de ikke tror – eller ikke vil tro. Hvis nogen har besluttet sig for, at de ikke vil – så kan man intet gøre. Og man skal heller ikke.

Må man give op i forhold til et andet menneske? Må man kaste håndklædet i ringen og sige nej?
Må man gå sin vej, fordi opgaven var for tung?

Ja. Det må man gerne.

Man må gerne sige stop. Hertil, og ikke længere. Ellers ender man selv som invalid, med diskusprolapser og slidgigt … til gavn for hvem?
Hvem er det helt nøjagtigt der har gavn af, at du slider dig selv op? Helt konkret? …

Det ved vi alle sammen med vores fornuft, at ingen i hele verden gør. Men pligtfølelsen, skammen over at give op, følelsen af at svigte et menneske som har brug for dig, larmer og trækker kræfterne ud af én. Man står med en følelse af at være kold, egoistisk, og at miste retten til at være menneske.
Men det er ikke dig der har svigtet. Vedkommende har svigtet sig selv – og dig.

At rejse sig op kræver troen på at man kan. Og når man er så heldig, at andre mennesker vil bruge kræfter på at hjælpe én, så er man selv forpligtet til at forsøge – eller sige nej tak.
Det er ingen skam at sige stop. Eller at bede om hjælp.
Men det er en skam at bruge sit liv på at hive og slide for at få nogen til at rejse sig op – som slet ikke vil.

Kærligst June