At bekymre sig …

Der er sagt og skrevet meget om bekymringer. De fleste kan blive enige om, at det er usundt.                   At man får ondt i maven af det, og at det alligevel heller ikke hjælper noget.                                            Hvilket i en vis udstrækning er korrekt nok.                                                                                                            At bekymre sig for fremtiden fører sjældent nogen steder hen, med mindre man sætter handling bag sine bekymringer. Så hvis man nu bekymrer sig for miljøet og naturen, så giver det fin mening, hvis man samtidigt følger op med at sætte sit forbrug ned, samle plastic op på stranden og langs vejene og den slags.

Men at bekymre sig for alt det grusomme der måske kan ske i morgen og på fredag og til næste år … Hvad nu hvis …                                                                                                                                                               Ondt i maven … søvnløse nætter og den slags, det er usundt.                                                                               Så kan man så bekymre sig over, hvad det mon gør ved ens krop, hvis man bekymrer sig for meget – og så fremdeles …

Man kan ikke bare holde op med at bekymre sig. Det er jo utopi at tro det. For den bekymrede sjæl er det ligeså let, som at holde op med at blinke med øjnene …                                                                                      Men man kan øve sig i at have tillid og være bevidst om, at man har tendens til at bekymre sig for meget. Og når man opdager det, så kan man tage en dyb vejrtrækning og øve sig i at finde ind til det sted i sjælen hvor tilliden bor.                                                                                                                                            Langsomt og sikkert. Et lille bitte skridt ad gangen.

Men vi må gerne bekymre os OM hinanden. Det er i høj grad tilladt.                                                                 At bekymre sig om sine nærmeste – dem man elsker.                                                                                            Så når jeg kan se, at der “er noget” … At du kniber øjnene sammen på en bestemt måde, eller jeg kan mærke at du ikke trækker vejret så afslappet som du plejer.Eller når jeg ikke har hørt fra dig længe …     Så er det helt på sin plads at bekymre sig om hinanden. At spørge ind til det. At vise omsorg og kærlighed – for det er jo det det er.

Forleden udtrykte jeg bekymring i forhold til en nærtstående … Jeg sagde at jeg blev bekymret for hende … Og hendes svar var (Som de fleste af os ville svare ) “Jamen det skal du ikke være … ”
Og det er jo det vi som oftest svarer, med mindre noget er rivende galt.                                                           Vi afviser den omsorg andre mennesker viser os. Og vi gør det ud af ren og skær høflighed, og også en lille smule ud af stolthed.

“Jeg kan nemlig godt klare mig selv … Jeg er ikke svag”

At tage imod hjælp og omsorg, bliver af mange set som et svaghedstegn. Ikke hvis jeg tager imod deres hjælp – men hvis de tager imod min.                                                                                                                        Jeg kender det så udmærket godt … Jeg kunne sagtens have svaret det samme selv. Det er en del af vores automatpilot … Og desværre også en glimrende måde at skubbe andre mennesker væk på. Som regel ganske ubevidst.

Men vi skal jo lige netop bekymre os om hinanden. Både om dem vi er aller tættest på, men også vores kolleger, naboer og dem vi møder helt tilfældigt. Det må vi gerne. Det er go stil.
Vi må gerne interessere os for hinanden på et plan der rækker længere end til “Så du håndbold i går?”
Vi er så høflige – det er udmærket når det kræves.                                                                                                  Men alle mennesker har jo en dyb længsel efter at blive set. Så hvis nu vi selv tør at lade nogen se os … så kan det være at de også tør, at lade os se dem. Enhver forandring starter jo i os selv.                                       Jeg må gå forrest og lade dig se mig – mine uperfektheder og sårbarheder. Måske du så også tør, at lade mig se lidt af dine … og så er vi kommet lidt tættere på hinanden.

Kærligst June