Noget om porte …

På et eller andet tidspunkt i vores liv, så står vi et sted hvor det kan føles som om, at man må give slip på alt det gamle og fortsætte ud i det uvisse. Ikke fordi fornuften taler om det, men fordi hjertet og sjælen vil den vej.                                                                                                                                                                Måske handler det slet ikke om noget der er synligt – altså om noget i vores ydre liv. Det er langt mere en indre oplevelse af verden og livet.
Det er som om, at man har åbnet sine øjne og nu ikke længere kan lade som om, at man ikke kan se.
Man forstår på et dybt plan nogle større sammenhænge i livet. I en selv. I andre mennesker.                   Og det kan godt føles som om, at der dermed opstår skel i forhold til de mennesker man plejer at være tæt på.                                                                                                                                                                         Fordi de ikke har “set”.

Det kan vel bedst forklares, som at der er kommet en farve mere på paletten. Denne indre forståelse af, at det hele ikke drejer sig om at spise mest muligt, have mest muligt, tjene mest muligt – men om at gøre de ting der giver mening.                                                                                                                                           Når man kommer dertil, så kan der godt opstå både sorg og krise inden i.                                                       Specielt hvis man ikke kan få andre mennesker til at “se” også.

Det er som om, at man forsøger at se ind i øjnene på folk, for at se om de dog ikke også har set den nye farve. Men man kan ikke forklare en farve – man er nødt til selv at kunne se den.                                          Ellers giver det ingen mening.

Den nye farve kommer med en større dybde og intensitet.                                                                               Den giver os en følelse af at være en del af noget større – samtidigt med at den kan give en følelse af at stå helt alene. Måske forsøger man at stritte imod. Man har ikke lyst til at kunne “se”, hvis ingen andre kan. Så hellere lade sig synke tilbage i de bløde hynder i sofaen og skrue højere op for tv’et.

Men uroen inden i larmer bare mere og mere. Måske begynder kroppen også at reagere.
What to do?                                                                                                                                                                  Skal man forlade alt det man kender fordi det ikke længere giver mening?                                                   Skal man give sig til at missionere for at få andre til at “se”?
Eller skal man finde sig tilrette med den nye farve og finde ud af, hvad man kan bruge den til?

Èn ting er sikkert – man kan ikke få andre til at “se”, hvis deres øjne ikke er åbne.                                      Måske er det slet ikke meningen at de skal se. Det kan vi ikke vide noget om.                                              Men vi kan hver især tage fat om de ting, som hører til på vores egen banehalvdel.                                       Få ryddet op i det der står for vores egen dør. Det kan vi sagtens gøre selvom hverken ens ægtefælle eller børn, eller søskende forstår det.                                                                                                                           Måske har de deres egne farver, som kun de kan se – og som du ikke kan gøre dig noget begreb om.

Måske behøver vi ikke at forstå hinanden og være fuldkommen ens i vores opfattelse af verden, for at kunne leve sammen og elske hinanden. Måske skal vi bare have respekt for hinanden og så vande vores eget græs, og luge i vores eget bed.                                                                                                                             Du véd jo ikke, om de planter der står i naboens have er ukrudt. Bare fordi du ikke værdsætter skvalderkål, så kan det jo godt være den fineste prydplante for din nabo.

Det kan føles som at gå igennem en port. Er man først gået igennem, vender man ikke tilbage igen.
Til gengæld bliver livet på mange måder større og mere ægte. Der er bedre plads til at sjælen kan åbne og bevæge sig frit. Også selvom man stadig går på arbejde, smører madpakker, spiser frikadeller og elsker med sin partner. Det handler ikke om at leve af lys og krystaller, men om at se med hjertet og tage ansvar for sit liv.

June