Om længsel ...

Alle mennesker har en dyb længsel efter noget bestemt. Her tænker jeg hverken på rødvin eller chokolade … Men på nogle meget mere abstrakte og uhåndgribelige ting.
For nogen er det længslen efter at høre til – at blive elsket – at skabe familie – at blive anerkendt – at blive set … mulighederne er ligeså mange som der er mennesker.                                                                            Selv de stærkeste og mest velfungerende mennesker har en dyb længsel i sig. Hvor den kommer fra kan være helt forskelligt, og er som sådan ikke vigtigt. Det vigtige er jo at erkende at man har den, og at opdage sit mønster.

Lad os nu antage at længslen går på at finde kærligheden. Selvom man er velfungerende på alle andre områder, så kan længslen efter kærligheden være så stærk, at man den ene gang efter den anden, kommer til at smide sin kraft fra sig, når der er udsigt til kærlighed.                                                                     Så selvom man egentlig ikke har lyst til at gentage det gamle mønster der handler om at lægge sig under – gøre sig mindre – gøre sig mere spiselig, så man passer bedre ind i den andens verden – eller måske går man i seng med nogen, uden egentlig at have lyst til det – fordi man håber på at man på den måde vinder kærligheden.                                                                                                                                                                Eller hvad det nu måtte være for den enkelte.

Men man gør det jo alligevel. Kroppen og handlemønstret er sat på autopilot og frygten får lov til at styre showet. Og det værste er, at man ender med at stå med nøjagtigt det samme resultat som man plejer …
Der er uendeligt mange variationer – vi kender dem godt alle sammen, med mindre man har slået sig så hårdt, og er blevet så forskrækket, at man har lukket af for det man længes allermest efter.                          Som en måde at redde sig selv og sin forstand på. Den variation findes også … men er næppe anbefalelsesværdig.

Der findes ikke nogen let løsning på det her. Man kan ikke kvikfixe sig ud af det.                                      Man er nødt til at gå den besværlige vej og se det i øjnene. “Det er altså sådan jeg har det” …                Man kan meget let komme til at føle sig som en taber … som et utjekket menneske der ikke har forstået noget som helst. Men det kan altså ikke hjælpe noget – skammen må man lægge til side for at kunne løse problemet. For det ér jo ofte et problem – ikke bare en udfordring.

Når man ser det – og forstår det – så har man mulighed for at gøre noget andet end det man plejer.
Så kan man tage sin bevidsthed og sin fornuft og erfaring i brug, og ændre kursen.
Det svære ved det her er, at der ligger så meget tabu omkring det.                                                                     At indrømme at man længes efter noget, svarer næsten til at dømme sig selv ude på forhånd.                   Så har man jo indrømmet overfor sig selv og resten af verden, at man er et pjok.                                    Sådan kan det i hvert fald føles … Specielt fordi vi ikke er rigtig gode til at forstå andre menneskers længsel, hvis ikke den ligner vores egen.

“Du kan da bare sige nej … ” Eller – “Du kan da bare lade være …” Alt sådan noget. Det som for den ene virker komplet logisk, er for den anden helt umuligt.
Men bare fordi man har denne længsel, og måske en tendens til at smide sin kraft fra sig – sin vilje og fornuft – så betyder det ikke at man for evigt er dømt til at mislykkes.                                                   Tværtimod.
Det er nemlig gennem længslen og at turde ændre sine mønstre, at man har muligheden for den største og smukkeste forvandling. At blive den bedste og stærkeste og mest kærlige udgave af sig selv. Det er i vores ømmeste og svageste punkt, at den største skat ligger begravet.
Alle mennesker har en skat i sig, som kan sætte dem fri fra gamle mønstre.

Kærligst June