Glæde …

At glæde sig, at være glad … at mærke glæden i kroppen og i sjælen – det gider vi faktisk godt.                   Det er det vi længes efter og ønsker os … i hvert fald på papiret. Når vi taler med andre mennesker osv.
Alligevel er der mange mennesker der oplever en indre modstand på glæden.                                                   Som om døren bare ikke vil åbne sig.

Udadtil kan man se vældigt glad og tilfreds ud, men inden i kan det føles hult og tomt.                                Vi ved godt hvordan vi skal se ud og opføre os, for at give andre mennesker indtryk af at vi er glade, men det betyder ikke at det stemmer overens med den indre virkelighed.
Det kan have mange årsager – det er helt individuelt. Men til gengæld er det ikke særligt interessant at have det sådan. For nogen bliver det en vane at livet føles på den måde.

Og ofte kan man ikke selv sætte ord på, hvad det egentlig handler om.                                                           Mange af de ting der foregår i vores inderste, kan man ikke regne ud med logikken, her regerer følelserne. Og følelserne følger ikke logikkens regler.
For nogen kan der næsten være en frygt for at være glad. Det kan føles som om, at hvis man lukker glæden ind, og lader sig fylde ud af den, så giver man samtidigt afkald på alt det man ønsker sig.           Måske er man bange for at blive glemt. Af sine forældre – af Universet – af sin kæreste … Alle mulige. Ulogisk, men sandt for følelserne.

Måske er man bange for, at hvis man bliver glad og velfungerende, så bliver man samtidigt forladt.  Fordi man så ikke længere har brug – og kan gøre krav på – hjælp og omsorg fra ens nærmeste. Så kan det føles sikrere at blive i den position hvor man har det svært.
Måske har man lært, at den sikreste måde at få opmærksomhed og omsorg på da man var lille, var ved at have brug for trøst … Når man trængte til sin mor, og hun ikke havde tid, så virkede det altid at sige     “jeg har ondt i maven” … Den slags reagerer mødre på – heldigvis.                                                                   Jeg tror at de fleste børn – uanset hvor velfungerende de end er, benytter sig af det trick. Det må man også gerne … men det uheldige opstår, hvis man trækker mønsteret med sig op i voksenalderen.

Jeg har set det i mange forklædninger. For nogen bliver det en måde at holde på en partner på.            Ved at spille på samvittigheden … “Han eller hun går ikke fra mig når jeg har det svært”. Og så kan man godt komme i den situation, hvor man ikke kan finde ud af andet, end at have det svært. Ikke fordi man selv ønsker det – men fordi det bliver en vane – et mønster.

Men for nogen ligger der en helt anden modstand på glæden. Hvis man lukker glæden ind, og lader sig fylde helt ud af den – mærker hvordan den løsner cellerne i kroppen, så kan man jo også miste den igen. Og frygten for at miste glæden kan være så stor, at man hellere lader være.                                                    At være glad og lykkelig kan føles som det allermest sårbare i verden. Så hellere undvære.                         Så hellere blive her ude i skyggen, hvor man ikke risikerer at ryge ned i et stort hul. Glæden løfter os jo op, og giver os vinger. Men hvad nu hvis vingerne ikke kan bære – så falder man ned og slår sig endnu mere … Så hellere lade være med at forsøge – blive ved jorden.                                                                             I tusmørkehumøret som hverken er godt eller skidt, men som i det mindste ikke er så farligt.
Af samme grund vælger nogen ikke at lukke kærligheden ind i sit liv – man risikerer bare at miste den igen.

Følelser er ikke umiddelbart logiske – ikke før man nærstuderer dem og kendes ved dem. Så giver de mening og man kan ændre på sine mønstre.                                                                                                                At bede om hjælp til det er ingen skam – men det er en skam at undvære glæden i sit liv.

Kærligst June