On/off – forhold …

En del mennesker har prøvet at stå i et af disse forhold, hvor man ikke helt kan blive enige om, om det skal være noget – eller ikke skal være noget.
Typisk er det sådan, at den ene part vil lidt mere end den anden. Eller er mere klar. Måske er den anden part endda stadig gift eller i et ægteskabslignende forhold, og kan ikke beslutte sig til om han/hun vil blive hvor vedkommende er – eller gå, og udleve sin kærlighed til sin elsker(inde).
Der er mange variationer over det samme emne, og ingen af dem er lette eller lige til at træffe beslutning om. Fordi vi er mennesker, og fordi der er følelser involveret i det.
Men fælles for disse forhold er, at de er hamrende giftige. Jeg er ked af at sige det – men det er de altså. Jeg véd godt, at der altid er undtagelser der bekræfter reglen. Der er altid nogen, hvis moster rent faktisk endte med at løbe af med sejren, og blive gift med ham hun havde ventet på i 8 år. Og der er med garanti også nogen blandt jer der læser med her, som har oplevet at det var dig der løb af med sejren, efter lang tids udholdenhed og tålmodighed. Disse historier findes.

Men de hører i dén grad til sjældenhederne. Til gengæld, er det ikke særligt sjældent, at nogen ryger ind i sådan et forhold. Det sker faktisk ret ofte. Og det kan føles umuligt at komme ud af. Selvom man godt inderst inde ved, at det her nok ikke er særligt sundt, så formår man ikke at afslutte det.
Og det kan være rigtig svært selv at afgøre, om man kæmper forgæves. Om man har sat sine penge på den rigtige hest.
Men som udgangspunkt kan man jo sige, at hvis ens omgangskreds – venner og familie – de få mennesker der kender til forholdets eksistens, hvis de råder én til at droppe det, fordi man er mere værd …så er der nok noget om snakken. Så er det måske ikke særligt sundt.
Og hvis du græder mere end du griner – både når I er sammen, men også i tiden ind i mellem. Altså al den tid hvor I ikke er sammen, så er det giftigt for dig. Så er det ikke værd at sætte dine penge på.
Og hvis forholdet efter – lad os bare sige et halvt år, stadig er hemmeligt, så er der noget der ikke er som det skal være.

Jeg er helt på det rene med, at der er mange der bliver vrede, sårede, føler sig trådt på den betændte tå af det her. Men derfor er det stadig sådan det er.
Så kommer alle undskyldningerne for den udkårne. Ham eller hende som man venter på i én uendelighed.
Der er så mange gode grunde til, at give vedkommende urimeligt lang snor. Vedkommende er måske bare sammen med sin mand eller kone på grund af økonomien – eller børnene. Især den med børnene er brugt. Ingen i hele verden kan jo påstå, at børnene ikke skal have første prioritet. Så ved at trække dét kort, så har man automatisk helle. Måske er ægtefællen dårligt fungerende, og kan ikke tåle et brud. Hvad ved jeg.

Uanset hvad, så er det ikke dig der bliver prioriteret som nr. 1. Vedkommende HAR truffet sit valg. Og det er ikke dig. Det er jo hvad det nu engang er.
Det interessante er, hvorfor du giver vedkommende ret i, at du ikke er værd at vælge?
Hvor har du mistet troen på dig selv og på kærligheden henne?
Hvad har fået dig til at tro, at den eneste måde du kan opnå kærlighed på, er ved at bruge dit liv og din energi på at vente på et menneske, der ikke for alvor vil dig?
Straks kommer alle forklaringerne om, at man føler sig levende, set og anderkendt, når man er sammen med den udkårne. For første gang har man oplevet, hvad kærlighed egentlig er … Men det er ikke sandt.

Ægte kærlighed er ligeværdig. Ægte kærlighed er, når man dedikerer sig til hinanden. Ægte kærlighed er, når man følger sine ord op med handling.
Kærlighed er det man GØR. Ikke det man siger, at man engang vil gøre.
Et menneskes handlinger går altid forud for ordene.
Du er fri til at vælge noget andet.
Du er fri til at gøre dig fri af illusionerne som lige nu vil fortælle dig, at det her er dit eneste valg.
Men du må først og fremmest tro på, at du er værd at elske. At du er kærligheden værd.

Kærligst June <3