Omsorg …

“Den bedste medicin er kærlighed og omsorg. Hvis det ikke virker – så øg dosis.” Sådan har et klogt menneske sagt engang – jeg kan desværre ikke finde kildeangivelsen, men jeg forsikrer dig for, at det ikke er min opfindelse. Til gengæld kan jeg samtidigt forsikre dig for at det virker.
Det er ingen hemmelighed.
Det ved enhver, som elsker et andet menneske – eller som bare holder en smule af nogen. Eller som bare har et hjerte der slår.
Med mindre man selv er fuldkommen ødelagt i sjælen, så er det en fuldkommen naturlig reaktion, at yde omsorg når nogen har brug for det. Og jo mindre og mere sårbare de er, jo bedre. Dyrebørn, menneskebørn, nødlidende hunde og katte rundt om i verden … Og hvis det så er et menneske vi elsker – så er der ikke grænser for hvor meget vi vil gøre for vedkommende, når der er brug for det.
Når et barn har fået feber, og bare gerne vil passes, så smider man hvad man har i hænderne og øser ud af sin kærlighed og omsorg.
Eller når en god ven eller veninde ligger med influenza, så er det en smal sag at diske op med suppe til et helt regiment.
Det kunne også være ens partner, som har brug for disse utømmelige omsorgsressourcer, som de fleste af os er i besiddelse af. Så åbner man glad og gerne for sluserne.
For det er jo sådan, at noget af det bedste i hele verden er at mærke, at der er brug for én. At nogen har brug for dig.
For DIG. At mærke, at man har en særlig betydning i nogens liv. Når man kan få lov til at gøre noget for nogen, så opstår der helt automatisk et bånd i mellem de to parter. Også selvom man ikke kender hinanden på forhånd. Hvis nogen kommer til skade i trafikken – eller et andet vilkårligt sted, så vil der helt automatisk opstå en fortrolighed mellem den der er kommet til skade, og den der kommer til hjælp. Uanset om det så er en professionel eller en forbipasserende. Og det vil for begge parter føles som noget helt særligt.
Når man mærker at der er brug for én i livet – i samfundet – i familien – i andre menneskers liv, så skaber det livsværdi. Livskvalitet. Ens plads i tilværelsen er ligesom berettiget, hvis man har en betydning for andre mennesker.

Så derfor er det en smal sag at dele ud af kærlighed og omsorg.
Men at tage imod, mine damer og herrer …! Det er en helt anden sag.
Det er fint nok, når små børn kommer og aer en på håret, og tilbyder en nybagt sandkage med violer og perlesten. Det er også fantastisk, når katten kommer luskende og stanger sit lille runde hoved ind i siden på én, for at vise sin hengivenhed.

Men voksne mennesker … Voksne mennesker som rent faktisk holder af én, og som har ressourcer og kompetencer til at yde omsorg – nej, tak. Ellers mange tak. Jeg tror bare at jeg låser mig inde i soveværelset, med engangslommetørklæder, Halls-bolcher og lunkent vand. Hold jer væk! Jeg har IKKE brug for hverken kærlighed eller omsorg!
Det er specielt kvinder der lider af denne “tilstand”. Selvom det man måske allermest har brug for er netop – kærlighed og omsorg.
Så den medicin vi tilbyder andre, med rund hånd endda, nægter vi selv at tage … Det kan man jo godt fundere lidt over. På et tidspunkt holder omgivelserne sikkert op med at tilbyde det. Det er meget naturligt, hvis det bliver afvist hver gang. Så må man selv gå den tunge gang og bede om det … eller bare blive sur og låse døren endnu en omgang.
Det store spørgsmål er, hvorfor? Hvorfor, nægter man at tage imod?

Er det fordi man ikke har kræfter til at betale tilbage med det samme? Det kunne man jo godt forestille sig, at der ville være forståelse for hos familien …
Eller er det fordi man er bange for at være svag? Eller måske er man bange for at blive afhængig af andre?
Der kan være mange grunde til det, men jeg vil mene, at det godt kan betale sig at få kigget sig selv lidt efter i sømmene og få set på hvorfor der er så stor modstand på at tage imod. Både når man er influenza-ramt, og når man er sund og rask.

Kærligst June <3