Noget om roser …

“Det er forår, og alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter “
Sådan starter “Hilsen til forårssolen” af Benny Andersen. En meget smuk forårssang, som handler om at glædes over livet, på trods af alt det der er svært.
Jeg har mange roser i min egen have og har klippet de sidste ned i weekenden, så de er klar til at sætte nye skud og blomstre en hel lang sommer som venter forude.
Jeg har haft roser i mange år. Jeg har en erfaring der fortæller mig, at det giver en sundere vækst, når jeg klipper det gamle af, og giver dem gødning. Der er tilmed skrevet tykke bøger om at passe sine roser, og langt de fleste sorter har brug for denne beskæring for at yde deres bedste. Deres blomster bliver smukkere og der bliver flere af dem.
Min datter – som ikke kender så meget til roser – var ved at dø af skræk sidste år, da det gik op for hende hvad jeg foretog mig. I lang tid efter spurgte hun mig, om jeg troede at de nogensinde blev så store og flotte igen, som de havde været året før.
Og stor var hendes glæde, da hun så at jeg faktisk talte sandt.
Vi skal turde at skære det gamle ned. At klippe det væk, som ikke længere er sundt.
At skabe plads til ny vækst i vores liv.
Ikke bare i rosenhaven – men på alle områder af vores liv.

Ofte holder vi krampagtigt fast i det gamle. Ikke fordi det repræsenterer en stor værdi for os, men fordi vi er bange for at undvære.
“Du ved hvad du har – du ved ikke hvad du får …”
Den sætning – den indstilling til livet – har fastholdt mange mennesker i job og ægteskaber der endte med at tage livet af dem.
For det er helt korrekt. Du véd ikke hvilke muligheder der ligger forude. Hvad du faktisk har mulighed for at opnå.
I mange menneskers ører lyder det negativt – men hvad nu hvis det er positivt? Hvad nu, hvis krukken med guld faktisk venter for enden af regnbuen?
Det skal ikke forstås sådan, at alt gammelt er dårligt. At man skal skifte job eller partner i tide og utide, bare fordi man plages af rastløshed.
Men det er ikke altid sundt, at blive hvor man er. Nogle gange er man nødt til at flytte sig, for at tilføre sit liv lys og næring.
Det handler om trivsel. Hvis ikke man trives der hvor man er, så må man videre.
Ud på friland. Der hvor man kan mærke solen og blæsten og regnen. Hvor man kan se stjernerne om natten og høre solsortens morgensang. Man er ikke længere beskyttet af glastaget i drivhuset – til gengæld kan man strække sine grene så langt det skal være, uden at tænke på om man er for meget – eller om man skygger for andre.