I kamp med virkeligheden …

Virkeligheden passer mig bestemt ikke altid. Det tror jeg vi alle sammen kender på den ene eller den anden måde.
Måske ønsker man at man havde flere penge, en partner, et barn, boede et andet sted, havde en bedre chef …
Det kan være udmærket et stykke hen ad vejen, fordi det er det der sætter os i gang med at skabe forandringer og udvikling.                                                                                                                                       Hvis vi bare altid gik rundt og var tilfredse, så var vi ikke nået længere end til flintøksen og gedeskindet.

Men nogle gange så er vi nødt til at acceptere at tingene er som de nu engang er.
Nogle gange er der faktisk ikke noget man kan gøre ved det. Bum.
Hvis kæresten slår op – hvis man ikke kan få børn – hvis man ikke kan få det job man ønsker sig – der er mange variationer over det samme emne. Nogle mere alvorlige end andre.                                                Men det er alt sammen ting man ikke kan gøre noget ved, udover at vælge en anden vej.
Det ER svært. Specielt når følelserne blander sig, kan man være særdeles faktaresistent!

Jeg har altid været imponeret over mange mennesker som har et medfødt handicap. Jeg så engang en udsendelse om en kvinde der var født uden arme og ben – bare med noget der lignede tæer, som hun fandt ud af at anvende til de vildeste ting.                                                                                                              Hun havde et barn, som hun tog vare på, klarede vildt mange ting i dagligdagen og havde et liv hvor hun var tilfreds.
Enhver ville have haft forståelse for, hvis hun havde smidt tøjlerne og havde opgivet ævred.
Men det hun gjorde var jo faktisk bare, at forholde sig til vireligheden uden at gå i kamp med den, og så skabe sin tilværelse udfra det.

Virkeligheden er som den er – hvad vil du gøre ved det?

Hvis vi sætter os ned og stirrer på de lukkede døre som ikke går op uanset hvor meget vi banker på dem, så spilder vi vores liv. Tiden går jo – uanset om du synes det er rimeligt eller ej.
Man må gerne være ked af det, græde, rase, skælde ud …
Det er helt naturligt. Men når du har gjort det, så må du pudse brillerne og – næsen, og så se hvilken vej du så vil gå.

Det værste der kan ske er, at vi går i stå foran de lukkede døre. Hvis vi bilder os selv ind, at livet er fortabt og forgæves hvis ikke vi kan komme ind af en bestemt dør. Det er jo løgn … det eneste man opnår er endnu mere smerte og endnu mere tyngde.
Når vi tør at forholde os til virkeligheden som den er, uden at gå i kamp med den, så sætter vi os selv fri.
Vi kan alligevel ikke få pengene tilbage for forspildt liv, så det er måske nok værd at undersøge hvilke døre der så er tilgængelige i stedet.
Måske venter de smukkeste eventyr bag den næste dør. Men du finder ikke ud af det, hvis du bliver stående og banker dine knoer til blods foran den der ikke åbner sig.

Når vi går i kamp med virkeligheden, så skaber vi afstand til vores sjæl og til livet – endda til andre mennesker og til kærligheden.
Så hvis ikke tingene vil ordne sig som du vil have det – hvad vil du så gøre ved det?                                   Der er kun dig til at gøre noget andet – det er dit ansvar.
Du skylder dig selv at lukke livet ind og sætte dig selv fri. Hvis du tør, så vil du opleve en kæmpe glæde og lettelse.

Kærligst June