Home 2019 maj 12 Søndagstanker – Mor – 12/05-19

Søndagstanker – Mor – 12/05-19

Mor.

I dag er det mors dag. Den anden søndag i maj fejres mødre i en stor del af den vestlige verden. Det er for mange en anledning til at aflægge et ekstra besøg hos deres mor, give hende blomster, chokolade … endnu en Kähler vase til samlingen. Det er en dag hvor mange voksne børn kan dulme deres dårlige samvittighed ved lige at give mor lidt ekstra.                                                                                                    Nogle familier har skabt nogle hyggelige traditioner – andre springer dagen over i protest mod amerikaniseringen af vores samfund, mens de lige skyller protesten ned med en cola …
For mange mennesker er det en god og glædelig dag. Heldigvis. De fleste mødre fortjener faktisk opmærksomheden – også selvom børnene er voksne og fløjet fra reden.                                                       Fordi de aldrig holder op med at elske og bekymre sig om deres børn. Fordi de bliver ved med at kysse og kramme deres børn uanset hvor gamle de bliver.

Men for nogen er dagen faktisk ikke særligt rar. Der er dem hvis mor ikke længere er i live.                         Personligt ville jeg elske at bage jordbærtærte til min mor, og købe alt for mange blomster til hende.  Men hun lever ikke mere, så i stedet mærker jeg savnet lidt ekstra netop i dag.
Der er også mange mødre hvis børn er så små, at opgaven med at købe blomster ligger på fars skuldre – og nogle gange glemmer far det … ikke af ond vilje, mere fordi det er mor der har styr på mærkedage og den slags, og fordi han bare ikke tænker så meget i de baner.                                                                          Men som mor kan man godt mærke skuffelsen over at der ikke faldt lidt af. Specielt når man senere bliver spurgt af familie, veninder, kolleger “Hvad fik du?” … Det napper altså lidt!

Men der er også alle de børn af mødre, som aldrig rigtig har haft oplevelsen af en mors kærlighed.
Det er jo ikke sådan, at fordi en kvinde får et barn – og dermed bliver mor, så bliver hun automatisk god, kærlig, omsorgsfuld, nærværende og selvopofrende.
Vi VIL gerne tro, at det er sådan – men virkeligheden er en anden.
Der er kvinder som er så mishandlede, misbrugte, svigtede, forladte, oversete, psykisk syge og dårligt fungerende, at det på ingen måde bliver bedre fordi de får et eller flere børn.
Der er børn som vokser op med mødre som gør alt hvad de kan for at få børnene til at føle sig forkerte. Der er børn der vokser op med en følelse af, at deres mor ville være gladere hvis de ikke var til stede.    Der er mødre som manipulerer med alt og alle omkring sig hele livet. Selv deres børn. Mødre som bruger deres egen sårbarhed og svaghed til at styre hele familien med.
Der er børn der vokser op uden kærlighed, uden omsorg, uden voksne der bryder sig om dem.
Børn som er i vejen, til overs, besværlige – uønskede.
Børn som bruger en masse energi og overskud på at dække over deres forældre, på at undskylde deres forældre – og på at overbevise sig selv om, at deres mor er den bedste mor i hele verden.
Alle disse oplevelser og følelser forsvinder ikke automatisk bare fordi de selv får børn. Det ville jo være magi for fuld udblæsning, hvis det var tilfældet.
Og netop på en dag som i dag, kan det kradse ekstra meget, at være barn af en mor som ikke for alvor magtede opgaven.
Alle mødre gør deres bedste udfra de forudsætninger de nu engang har. Det betyder ikke, at de er undskyldte eller at de har carte blanche til at svigte deres børn. Det betyder bare, at der altid er en grund til det.
Alle mennesker er barn af en mor. En mor som gjorde det bedste hun kunne. Vi er også alle sammen børn af Moder Jord, så om ikke andet kan vi give netop hende lidt ekstra kærlighed i dag. Så en blomst – plant et træ – eller saml plastik op. Hun vil elske det!

Kærligst June

/* ]]> */