At turde tro …

Tro er for mange mennesker et stort tabu. Noget som man helst ikke taler med andre mennesker om. Vi lever i logikkens tidsalder, hvor vi er tryggest ved det som kan måles og vejes. Tabeller, regneark, kontrol, kolonner. Det ved man hvad er og det giver en stor tryghed for mange. Det kan man regne med …
Men alle mennesker løber ind i forskellige kriser livet igennem. Eksistentielle kriser, hvor vi pludselig ikke længere ved hvad der er op og ned på alting. Skilsmisser, dødsfald, sygdom, panikalder. Her hjælper det ikke meget at vide, at din kapitalpension bliver udbetalt når du fylder 63.
Begrebet Gud er blevet taget som gidsel af forskellige religioner verden over, som alle påberåber sig patent på sandheden. I Guds navn opstiller man forskellige regler om hvordan man skal leve, tænke, bede og sågar dø – og slå ihjel.

Set med mine øjne, er det at tro en dybt personlig sag, som man ikke kan lade andre diktere hvordan det skal foregå. Det er noget man må turde at gøre på egen hånd.
Det er en indre tilstand som ikke har noget med regler at gøre.
For min skyld kan man kalde det hvad man vil. Gud – Den skabende kraft – Universet – Det guddommelige … Alt sammen jo bare ord for noget som er større end os selv.
Der findes ikke evidens for, at der eksisterer noget guddommeligt. Heldigvis. For hvis der gjorde det, så ville nogen straks opstille endnu skrappere regler for hvordan mennesker skal leve. Så ville det blive et endnu stærkere magtvåben i en verden hvor netop magt og våben fylder alt for meget.
Så heldigvis findes der ikke evidens for Guds eksistens. På den måde står det enhver helt frit for at tro. Eller lade være. Og det gør det så meget stærkere.
“Jeg véd godt, at jeg lige nu ikke har en partner. Men jeg tror fuldt og fast på, at når tiden er rigtig, så møder jeg vedkommende”

Hvis jeg kun skulle gå udfra de ting jeg véd, så ville jeg ikke have ret meget bevægelsesfrihed i mit liv.
Mange mennesker bruger en enorm mængde tid og kræfter på at forsvare hvorfor de ikke tror på noget.
Fint – så lad være … Jeg er fløjtende ligeglad. Jeg gider ikke at diskutere det. Vi er frie i ånden – jeg respekterer andre menneskers valg.

At turde tro er noget af det modigste man kan gøre.
På de lette og solbeskinnede dage er det nemt nok. Når vi har fået løn, når vi har tid nok, når vi føler os elskede og favnede af dem vi har kær.
Det svære er når vi tvivler.

Når vi længes efter kærligheden, men ikke kan finde den. Når vi føler os alene, forladte, små, bange, uelskede. Når vi ikke kan finde ud af livet. Når vi står ved livets slutning og ikke ved hvad der venter på den anden side.
Her er det allerstærkeste våben at turde tro. På trods af, at vi ikke kender facit. Vi véd ikke konkret hvordan det kommer til at gå. Det kan føles som at læne sig ud over en kløft uden at vide om der er nogen der griber dig. At slippe kontrollen og give sig hen.
Ligesom når man elsker et andet menneske. Når man tør at elske og lade sig elske. Uden at kende facit på forhånd. Uden at vide hvordan eller hvornår det ender. Uden at vide om du en dag bliver svigtet, forladt, forrådt. Uden at vide om det nu er sandt …
Hvad skulle så overhovedet tale for, at lukke hjertet op og lukke den anden ind?
Det er der ikke noget der gør. Og der er ingen der tvinger dig til det. Hvis ikke du vil – så lad være. Det er helt din egen sag. Du har lov til at blive siddende på din sten og være vred over at nogen engang sårede dig og misbrugte din tillid. Det bestemmer du helt selv. Det er dit ansvar.
Kærlighed handler om mod, om tillid, om at turde tro.
At tro fritager mig ikke for hverken sorg, smerte, tvivl, frygt eller tab. Men det giver mig en styrke til at turde være præcist det menneske jeg er.

Styrke til at turde elske, til at vove pelsen, til at åbne mit hjerte.

Kærligst June