At åbne sit hjerte …

Alle mennesker har deres egne sår og smerter med fra fortiden. Det hører med til at være menneske.
Vi har alle sammen prøvet at blive svigtet, forladt, snydt, løjet for … Vi har alle sammen prøvet at stå med hjertet i hænderne og tilbudt det til et andet menneske som sagde nej.
Vi har alle sammen givet al vores kærlighed til et andet menneske – troet på, at det var for evigt – for senere at opdage at det ikke skulle være sådan.
Det gør ondt. Det gør så ondt, så man tror at man dør af det.
Det gør så ondt, så man kan træffe en beslutning om: Aldrig mere!
Aldrig mere vil jeg stole på et andet menneske. Aldrig mere vil jeg vise min sårbarhed frem. Aldrig mere vil jeg lukke nogen så langt ind i mit system. Aldrig mere vil jeg håbe på kærligheden. Fra nu af vil jeg kun elske mine børn og min kat. Måske endda kun min kat – sådan for alvor. Børnene ender jo med at flytte hjemmefra – og måske finder de partnere som de elsker og prioriterer højere end mig …
Så mest katten. Hvis jeg altså tør at have en kat … Den kan jo løbe sin vej, og blive kørt ned ude på vejen … Men så lader jeg jo bare være med at lukke den ud … Så kan den bare være en indekat … Hvis den ikke har prøvet andet – så ved den jo ikke bedre … og så kan jeg godt forsvare at have kat på den måde.
Det kunne også være, at det var bedre med en hund … eller et marsvin. Bare nogen som ikke flytter fra mig – svigter mig – lyver for mig. Jeg vil være i sikkerhed. Mit hjerte skal være i sikkerhed, så jeg undgår smerte.
Vi har det svært med smerte i livet. Vi er vant til bare at klappe hinanden på skulderen og sige: Det går nok …
Det er som om, at det vigtigste er at få smerten til at holde op. Så vi pakker den væk. Tier den ihjel. Tager masker på, så ingen opdager det. Trækker os væk fra andre mennesker, så der ikke er nogen der ser at vi er ved at gå i stykker inden i. Vi skaber en illusion om, at have det fint. Og måske får vi også overbevist os selv om, at det er sandt. Alt imens kroppen trækker sig sammen i underlige symptomer og smerter, som ingen kan give en forklaring på … det sker bare.
Vi ynder at bevare en illusion om, at have alt under kontrol. Så vores ansigter stivner i smertefulde grimasser, der viser hvordan den reelle tilstand er inden i.
Vi kunne også gøre det anderledes. Vi kunne tillade smerten at rase ud. Også selvom vi ikke ved hvor lang tid det tager – eller hvordan livet ser ud på den anden side. Vi kunne vælge at se vores egne fejltrin i dansen. Vi kunne slippe kontrollen og lade livet ske. Og vi kunne se på hvad i al verden det var vi skulle lære af det?
Personligt har jeg en indstilling om, at intet i livet er tilfældigt. Det står helt for min egen regning at have den holdning – du er velkommen til at have en anden.
Men når jeg ser på mit eget liv, så har intet været tilfældigt. Hverken sorgen eller smerten eller glæden eller lykken.
Det kan være svært at åbne sit hjerte igen, når først man har lukket gitterporten ned.
Det er jo heller ikke noget man skal – vi skaber selv fremtiden udfra de valg vi træffer hver eneste dag. Så det står enhver frit for, at lade porten være lukket for altid.
Der er bare det ved det, at det bliver særdeles ensomt inde bag ved. Det bliver uhyggeligt ensomt, at sidde alene til bords i al sin sikkerhed og kontrol.
Dén smerte er i virkeligheden værre, end smerten over at miste. Fordi den strækker sig over lang, lang tid. Måske resten af livet. Jeg har set mange gamle mennesker. Jeg har mødt dem som havde mistet både ægtefælle, børn, søskende, venskaber, formuer og førelighed … og som alligevel sad med lys i øjnene fordi de stadig bar kærligheden med sig.
Og jeg har set mennesker der sad med tomme øjne, i deres store villaer, hvor stilheden havde hersket i mange år, fordi de aldrig fik lukket døren op for andre mennesker. Fordi de ikke kunne få en garanti for, om vedkommende havde tænkt sig at blive – og i givet fald hvor længe.
Engang havde der været et par katte, men da de døde ville hun ikke have nye. Det gjorde for ondt at miste dem og det ville alligevel aldrig blive det samme.
Når vi lader smerten rase så sker der nogle vilde ting. Den skræller lag af inden i os, og på den måde kan vi komme tættere på os selv. Tættere på kærligheden. Vi bliver blødere og mere sårbare. Hvis vi tør, bliver vi endda mere levende.
Kærligheden er jo så meget mere end smerte og fortabelse.
Kærligheden er den største og stærkeste kraft i Universet og i mennesker. Kærligheden heler os op der hvor sårene er allerdybest og mest betændte. Ikke bare den kærlighed vi finder sammen med en partner. Men også vores egen kærlighed til livet og til os selv. Hvis vi starter der, så kommer det andet lige af sig selv.
Elsk! Det er for farligt at lade være.

 

June