Midsommer …

Vi er nået til midten af året. Lige nu er lyset allermest insisterende. Dagslyset fylder det meste af døgnet. Selv midt på natten, kan man se en fin lysstribe i den nordlige horisont. Det bliver aldrig helt mørkt – det er de lyse nætters tid.
Vi elsker de lyse nætter, vi elsker vort land og vi elsker den danske sommer. I hvert fald hovedparten af os. Der er altid nogen der hellere vil noget andet – det kan næsten synes at være en livsstil …
Men som sagt er det lyset der hersker nu.
Vi bader os i sol og saltvand og suger sommervitaminer til os. Både krop og sind har længtes efter det i lang, lang tid … Nu er det her – for fuld udblæsning. Solen og lyset er der hele tiden, og lyser langt ind bag alle vores masker og forhæng.
De gardiner vi plejer at kunne gemme os bagved, er forældede og mølædte og nu hvor lyset er så stærkt, så bliver det særligt tydeligt. Specielt de steder hvor vi troede at vi havde fået taget os af de gamle ting – gamle sår – gammelt skrammel. Vi troede at vi havde fået ryddet op og fået helet på fortidens skygger – og pludselig springer låget af kisten og ud vælter det med alt det vi troede at vi var færdige med.
Vi troede at vi havde lært det … men se nu … nu står vi så her igen, og kan have en følelse af at vi nok aldrig kommer videre.
Men sådan er det ikke. Vi kommer videre. Vi bliver klogere – vi lærer og vi udvikler os.
Denne sommer er sin helt egen. Med noget særdeles vildt og elektrisk vejr ind i mellem. Kulde og varme mødes og så opstår der nogle kæmpe spændinger.
Hvis vi vender blikket mod os selv, så er der mange der på samme måde har mulighed for at tage et opgør med sine indre modpoler. Fortid og nutid. Håb eller håbløshed. Tillid eller mistro. Selvværd eller selvhad.
Det er som om, at vi står på tærsklen til en ny tid, hvor vi har mulighed for at vælge hvad vi vil have med os og hvad vi ikke vil. Måske er der nogle af de mønstre vi har arvet fra vores slægt, som vi ikke længere skal bære med os. Måske skal vi turde at være bevidste om, hvad der er vores og hvad vi har fået med i vuggegave.
Det er tid til at trække en streg i sandet. Lige nu, hvor alting er allermest synligt, og så tage stilling til hvordan din fremtid skal være. Du kan enten følge den samme vej som du har gået i fortiden – eller du kan skifte spor. Det kan man naturligvis altid gøre, det er bare som om, at energien netop nu er særligt velegnet til det.
Alting er i vækst i haven. Både blomster og tidsler. Brændenælder og nelliker. Pæoner og skvalderkål.
Det kræver mod at vælge. Specielt hvis alle i familien eller i omgangskredsen har skvalderkål i alle bedene og insisterer på at “Det er sådan vi er …”, og man selv hellere vil have tagetes eller marguiritter.
Så hvis det hele føles lidt presset i denne tid, så er det mest af alt for at få dig til at tage stilling. Det er tid nu.
Tid til at vælge sine kampe og vælge sine veje.
Luk bare lyset ind i alle dine krinkelkroge. Selv dem du måtte skamme dig over, og som du har lyst til at dække til igen. Dem har vi alle sammen – og når vi tør at kigge derind og og får set ordenligt på tingene, så bliver vi frie til at smide vores gamle masker. Vi bliver frie til at leve og frie til at elske. Frie til at lade os elske, uden at frygte at nogen kommer for tæt på.

God midsommer

June