Søndagstanker …

Japansk pileurt og forvandling …

Jeg elsker min have og den danske sommer. Jeg nyder at se blomster, træer, buske og alting vokse, gro, visne, dø og spire igen. Livets cyklus udspiller sig året rundt lige for øjnene af mig.                                     Det giver mig en følelse af at være forbundet med livet samtidigt med at det giver mig en følelse af ydmyghed …
Da jeg flyttede hertil for over to år siden, gik den første vækstsæson med at holde hovedet oven vande. Der skete tusind ting den sommer, så bare jeg fik slået græsset så var jeg tilfreds.
Sidste år opdagede jeg en plante som jeg ikke kendte i forvejen. Store, stærke stængler voksede frem i vild fart og tog ingen hensyn til hverken stengærde, træer, græsplæne eller noget andet.                          Det er i øvrigt heller ikke en plantes pligt – den har så meget andet at se til, så den kan ikke også tage hensyn til mig.   Da jeg undersøgte det nærmere viste det sig, at den har et så fint navn som Fallopia japonica … Japansk pileurt.
Enhver som kender planten får nervøse trækninger når navnet nævnes. Den er nemlig det man kalder en invasiv art … Det vil sige at den breder sig uhæmmet og gerne kvæler alt andet på dens vej. Den ødelægger sokler og fundamenter – stendiger, veje, fortove … alt. Den vokser lunhurtigt og rødderne ligger helt ned i to meters dybde i jorden. Den er fuldkommen ligeglad med gift, og stort set umulig at komme af med. Uanset hvor meget man næsten graver. Selv en lillebitte splint på en centimeters penge er i stand til at slå nye rødder og så starter hele balladen forfra igen.
Den eneste måde at slippe af med den på – for en almindelig haveejer, er ved at grave alt væk og derefter fjerne de nye skud hver eneste dag … i 3 år eller mere. Ikke om vinteren naturligvis … men i hele vækstsæsonen. Sæt i gang.

Det går altid glimrende de første fjorten dage, hvor entusiasmen er intakt, og hvor man stadig har drømme om det nye man kan plante på det stykke i haven.
Men efter noget tid, så glemmer man at gå den vej i haven. Der er lige noget andet man skal have ordnet … Vi har ikke tid – det må vente – jeg skal liiige …
Og når der så er gået en uge hvor den har haft fred og ro til at vokse, så er den pludselig blevet en halv meter høj igen og så har man mest lyst til at smide håndklædet i ringen og give op.                                   Det er jo umuligt – jeg duer ikke.
Men det er netop hér man skal rejse sig op og tage ansvar og handling på tingene. Tage sig selv i nakken og få skabt en struktur – et ritual for det, om nødvendigt.
Nøjagtigt ligesom når man skal skabe forandringer i sit liv. Hvad enten det er rygestop – ændring af kostvaner – motionsvaner – eller at tro på sig selv. Skabe et firma eller et parforhold.
Ingen af delene sker af sig selv.
Vedholdenhed er kodeordet – også når det er svært.
Man er nødt til at møde op dag efter dag efter dag og skabe forandringen. Luge pileurten eller de begrænsende tanker væk.
Kvikfix findes ikke – de virker ikke – heller ikke selvom det står uden på pakken at man er kureret efter ti dage. For det handler altid om vores følelser, når vi sidder fast i et eller andet, hvad enten det så er mad, manglende energi, cigaretter eller uhensigtsmæssige mønstre.
Så derfor er vi nødt til at tage fat om følelserne – grave ned i jorden og få dem frem i lyset. Vi kan ikke bare skifte partneren ud og tro at det så bliver bedre. Det svarer til at plante et pare roser oveni pileurten og så tro at de kan kvæle pileurten … Det kommer ikke til at ske .
Til gengæld så er vedholdenhed den rene gift for dårlige vaner og pileurt. Fordi man først og fremmest bygger sit selvværd op indefra. Den indre kerne bliver styrket hver eneste gang man gør det, og balancen bliver skabt indefra. Alignment.
Når man ser verden og sig selv som den er – og ikke som man ønsker den skal være, så kan man skabe bevidst.
Så kan man træffe sine valg bevidst og dermed skabe godt liv.

June