Om styrke og kærlighed …

Styrke handler ikke om, hvor længe man kan holde fast og holde ud, men snarere at vedkende sig det man ser, føler, sanser og oplever – og så handle ud fra det.
Jeg har hørt mange mennesker betegne sig selv som stærke, målt udfra hvor meget smerte og nedgørelse de kunne holde ud at stå model til.

Men sand styrke handler ligeså meget om, at kunne og ikke mindst turde at give slip når tid er.
På samme måde, som når man giver kunstigt åndedræt – men må indse at vedkommende er død. Uanset hvor meget man har elsket vedkommende, så er man nødt til at give slip og stoppe. Som minimum, når liget begynder at rådne. Ellers bliver man selv besmittet med nogle ret giftige bakterier, som vil være dødelige at få ned i sine egne lunger.

Måske har man et inderligt ønske om, at ens forhold en dag vil blive bedre.

Når ens partner endeligfår øjnene op for alt det gode man har – eller kunne have, sammen. Når ens partner endelig begynder at respektere en – gøre en indsats – værdsætte mig osv.
Alt imens man fortæller sig selv – og ens omgivelser, at man er stærk og kæmper for forholdet … mens man skælder ud over alle dem, der bare smider håndklædet i ringen uden at kæmpe for deres forhold …

“Folk giver alt for let op” …

Men ingen af os ved jo, hvad der går forud for andre menneskers forliste parforhold. Det handler næppe om, at det bare er blevet kedeligt. Det er bekvemt for os andre at tro, fordi vi så med god samvittighed kan pege fingre af dem, og dermed pudse vores egen glorie, mens vi kæmper med et forhold vi inderst inde ikke har lyst til at være en del af …
Vi er nødt til – alle sammen – at holde snuden på vores egen banehalvdel og tage os af det der er der.

At blive i et parforhold hvor man ikke trives..

– hvor man føler sig ensom – fremmed, uvelkommen, ikke respekteret – det handler ikke om kærlighed og styrke – det handler om frygt. Frygten for det ukendte. Frygten for at konfrontere sin partner, frygten for at være alene – frygten for omgivelsernes dom.
Man kan passende spørge sig selv – hvis jeg var single – ville jeg så vælge min nuværende partner?

Selvfølgelig skal man kæmpe for kærligheden og parforholdet. Også i svære perioder og mørke dage.  Der vil være tider hvor den ene part trækker det store læs – og tider hvor rollerne byttes om. Ligesom i alle andre ting i livet. Det hele er jo langt fra forelskelse og hed sex – der er mindst ligeså meget leverpostej og hverdage. Heldigvis – det har sin helt egen værdi.

Et parforhold – et ægteskab skal være noget som beriger ens liv – og gør det bedre. Det er meningen at man skal samarbejde og hjælpes ad.
Det skal være et sted man er, fordi man ønsker at det skal være sådan.
Ikke et sted hvor man ofrer sig, hvor man ønsker at man var et andet sted, hvor man i mørke øjeblikke har en hemmelig drøm om, at ens partner pludselig dør … Der er intet i hele verden der retfærdiggør, at man bliver i sådan et forhold.

Sådan en partner vil jeg ikke have lyst til at være gift med.
Jeg vil være gift med en mand som er hos mig fordi han elsker mig. Fordi han ikke vil undvære mig og fordi der ikke er nogen han hellere vil have.

Hvis ikke han har det sådan, så vil jeg ønske at han er modig nok – har styrke nok – er voksen nok – til at fortælle mig det. Ellers er det jo ikke kærlighed – så er det fejhed …
Han skal ikke være sammen med mig for naboernes, børnenes eller bankens skyld. Men for hans egen skyld.
Ligesom jeg skal være sammen med ham for min helt egen skyld.

June