Lys i mørket …

Når vi går de veje vi nu engang går her i livet … træffer valg, sætter det ene ben foran det andet. Siger ja, siger nej … Så gør vi det jo for at komme tættere på det vi ønsker os. Eller – det vi tror at vi ønsker os.
Langt de fleste af vore valg træffes i vores underbevidsthed. Så selvom vi synes at vi har tjek på tingene, så ender vi alligevel det samme sted som vi plejer – forunderligt nok.
Når vi går på vores vej her i livet, så har vi hver især nogle indre fikspunkter vi styrer efter.
Som en række lanterner der er hængt op i vintermørket styrer vi efter dem – måske mest af alt fordi vi ikke kan se andre.

Vi kan jo se, at det her er vejen – det er her der er lyst op – så det er vel her vi skal gå?
Men disse lanterner, er måske hængt op for mange generationer siden. Måske styrer vi ubevidst efter nogle normer og værdier som hører til i en svunden tid.
Bare fordi det er her lanternerne hænger, betyder det ikke nødvendigvis at det er den rette vej at gå længere.

Nogle af dem har du selv hængt op engang for længe siden, da tiden og omstændighederne i dit liv var anderledes end nu.
Nogle er hængt op af mennesker som er gået forud for dig i din slægt.
Atter andre er hængt op af samfundet. “Det er sådan vi gør her …”

Til sammen skaber det en lang række af lygter som lyser op for dig i mørket og som du pejler efter.
Men nogle gange er det virkelig vigtigt at turde stille spørgsmålstegn ved dem.
HVORFOR er det, at jeg styrer efter netop denne lygte?
Hvad giver det mig egentlig? Er det faktisk vigtigt for mig – eller ville det være bedre at flytte den?

Det kan føles voldsomt angstprovokerende at begynde at stille spørgsmålstegn ved dem.
Ofte fører det en lang række af andre spørgsmålstegn med sig. For hvis vi begynder at rokke ved den ene – så betyder det måske, at alle de andre også er forældede?
Det kan føre os ud på en vej som ikke længere er til at forudsige. En vej, hvor de ydre fikspunkter ikke længere er brugbare, men hvor vi må vende os mod vores eget indre lys.

Jeg holder selv af at gå ture i mørket,

uden kunstigt lys til at forstyrre mig. Det er let nok når man bor i Udsigtsdanmark. Jeg skal ikke gå ret længe før mine øjne vender sig til mørket og jeg fint kan orientere mig i omgivelserne. Det giver ro og nærvær at gå på den måde.
Man kan tydeligt se lys fra de forskellige huse rundt omkring. Selv fyrtårne som ligger langt væk fra mig, kan jeg se.
Men hvis jeg brugte disse fyrtårne til at lede mig på vej, så ville jeg virkelig komme galt afsted. Så ville jeg givetvis falde og brække både arme og ben, eller det der er værre. Nogle af dem ligger på øerne ude i havet som jeg har udsigt til. Jeg ville aldrig kunne nå derhen på gå-ben. Jeg ville ende med at stå i vandkanten og føle mig fortabt. Føle at mit liv var fuldkommen forspildt, fordi jeg ikke kunne nå til Avernakø på mine egne ben.

Nogle af husene heromkring har meget stærke udendørslamper. De kan ses på lang, lang afstand, men hvis jeg brugte dem som pejlemærker og bare styrede blindt efter dem, så ville jeg ikke se hullerne i vejen, vandpytterne … måske ville jeg ikke engang se vejen. Måske ville jeg ende i et stødhegn og blive væltet omkuld hver gang jeg forsøgte at klatre over det.

Når jeg tør at gå alene
– for mig selv, uden andet lys til at forstyrre, så bliver det meget lettere at se, hvor jeg skal sætte mine fødder.
Jeg skal ikke styre efter andre menneskers lys – andre menneskers hjem.
Jeg har mit eget hjem. Jeg har mine egne lanterner til at vise mig vej
Det er så godt for os, at stille spørgsmålstegn ved tingene fra tid til anden. Spørge os selv, hvorfor det nu er så vigtigt med dit og dat. Grave helt ned i substansen og se hvad der ligger til grund for de ønsker, længsler og behov vi styrer efter.

Det er så godt for os, når andre mennesker prikker til os, og spørger os hvorfor vi gør det ene eller det andet.
Når vi tør at gøre det, så kan vi sætte os selv fri. Så har vi mulighed for at flytte rundt på rækken af lanterner som vi bruger til at styre vores liv efter. Så de passer til os selv.
Det kan både være forbundet med sorg, frygt og skam at begynde at pille ved disse ting – det er ikke noget man gør med et snuptag.

Men friheden, kære venner …
Friheden til at leve, elske, tænke og tro det som er sandt for dig – helt inde i din inderste kerne.
Den er uvurderlig.

Kærligst June