Mere lys i mørket …

Jeg holder meget af den mørke tid på året. Jeg holder bestemt også meget af den lyse og varme tid … i det hele taget er årets cyklus noget jeg har et nært forhold til. Uden det ene ville vi ikke forstå det andet.
Jeg har sat lys i mit blommetræ i haven, som man engang forsøgte at få til at gå ud – med alle tænkelige midler.

Da jeg kom hertil for nogle år siden, stod det ynkeligt med sine gamle, nøgne stammer.
Min første tanke da jeg så stedet var, at dét træ ville være særligt smukt med lys i til jul.
Det er nemlig både kroget og stort og har en meget synlig plads i haven.
Den første sommer jeg boede her, kom der lidt blade på det – men det fortale ikke noget om sig selv. Hvad det var for en slags træ – eller om det var på vej til at dø. Om det overhovedet brød sig om at være i haven – og i livet.

Jeg plantede en klatrerose tæt ved stammen ..
New Dawn … i tilfælde af at træet gik ud, så kunne rosen nemlig skabe liv på de krogede stammer.
Da det blev jul, satte jeg lys i træet og glædede mig over det smukke syn.
Året efter begyndte træet at servere blommer for mig.
Rosen voksede stadigt – men i sit eget tempo, som om at den først lige skulle blive enig med sig selv om, om den ville bo sammen med et gammelt blommetræ – eller om den havde en overbevisning om, at være skabt til noget finere.
Man ved aldrig helt præcist hvad roser tænker … De er så smukke og så fine, men også lidt af en anden verden. Det kan godt opleves som om, at de synes at de gør os andre en særlig tjeneste ved overhovedet at være til. Hvad de jo også gør. Men hvor ville det altså klæde dem, hvis de ville leve og blomstre for deres egen skyld, og ikke kun som en slags almisse for os andre.

Nu ser det ud til, at blommetræet alligevel har besluttet sig for at blive hos os i de levendes verden. Selv de gamle udgåede stammer kom med nye skud i den netop overståede vækstsæson.
Rosen som står ved foden af træet, har måske besluttet sig for at omfavne det gamle blommetræ og danne parløb med det. Det vil vise sig til næste år. Man ved aldrig helt med roser …

Nu har jeg igen tændt lysene i træet, og glæder mig inderligt over, at det står os lyser så smukt for mig. Når jeg står i mit køkken og ser ud på det, så fyldes jeg med taknemmelighed og en følelse af, at alting nok skal gå. Det står der – nøgent og gammelt og sårbart – og bringer håb ind i min verden. Og giver glæde til dem der kommer forbi.

Jeg har ikke gjort noget særligt for blommetræet.
Jeg har bare accepteret det og ladet det være som det nu engang er. Uden at dømme det som forkert, bare fordi det stort set var dødt da jeg kom.

Der var mennesker som mente at det straks skulle fældes, fordi man ikke kan have sådan et træ til at stå.
Men træet var ikke forkert. Det var såret. Det var næsten gået ud, fordi nogen syntes at det var så forkert, at de gjorde hvad de kunne for at få det til at dø. De ville have det døde træs stammer til at stå som en skulptur … jeg kan på ingen måde svare på hvorfor! Men måske forsøgte de på den måde, at tage livet af en del af sig selv, som de fandt forkert?

Jeg har ikke gjort noget særligt for at få blommetræet til at leve igen.
Det ved jeg slet ikke nok om træer til at gøre.
Men jeg ved noget om liv. Jeg ved, at når vi får lov til at være dem vi er, uden at blive skammet ud, skåret til eller gjort forkerte, så begynder vi at vokse og blomstre og give frugter i rigelige mængder.
Det gælder først og fremmest os selv.
Måske ved vi ikke, hvordan vi dog nogensinde skal få ryddet op i al vores bagage – hvordan vi får aflivet spøgelserne og skeletterne i skabene. Måske ved vi ikke, hvordan vi nogensinde skal få tilgivet de gamle svigt … og måske føler vi os fortabte, fordi vi ikke ved noget om, hvordan man helt konkret finder ud af det her med at elske sig selv.

Men hvis vi nu starter med at acceptere det der er. Uden at skulle gøre os anderledes eller forsøge at være noget bestemt. Hvis vi nu holder op med at dømme os selv som forkerte, og i stedet glæder os over det der nu engang er. Tænder lys for de steder i os selv, som vi ikke kan finde ud af …
Så begynder vi at blomstre og give nyt og frugtbart liv.
Og når vi kan være med andre mennesker uden at ville fikse dem, rette på dem, ændre på dem … redde dem … men bare lader dem være som dem de nu engang er …
Så begynder de også at blomstre og vokse og give frugt.

Kærligst June