Hvis bare …

De fleste af os har også en dyb længsel efter at få “det her overstået”, så livet kan blive nemt og uden udfordringer.
Det kan næsten opleves som om, at vi hele tiden søger at komme ind i sikkerhed. Ind i et område af livet, hvor det ikke længere er svært. Hvor vi ikke længere skal kæmpe for noget, men hvor alting bare sker af sig selv, og hvor vi ikke længere risikerer at blive kede af det, at begå fejl eller at blive svigtede.

Hvis bare …

Hvis bare jeg var tynd og rig. Hvis bare jeg var gift med grev Flicflack …. Hvis bare jeg havde det rigtige job. Hvis bare mine naboer holdt op med at larme.
Hvis bare mine bryster var større og min bagdel mindre.
Hvis bare min partner ville være med til at spise sundere og motionere mere.
Hvis bare mine børn ville sætte pris på alt det jeg gør – og hjælpe lidt mere til.
Hvis bare … SÅ ville jeg have det godt! SÅ ville jeg kunne begynde at leve noget af alt det ud som jeg drømmer om.
SÅ ville jeg være lykkelig.
SÅ ville jeg aldrig mere være bange eller føle mig forkert.

Sådan kan vi godt have det. Det er sådan set helt naturligt – det kan opleves som sandhed.
Og nogle gange er det sådan set også sandt nok.
Særligt for mennesker med kronisk sygdom eller meget udfordrende livsomstændigheder.

Vi kan meget nemt komme til at skabe en fortælling om, at virkeligheden er forkert. At vi er nødt til at vente til virkeligheden bliver rigtig, før vi kan gøre noget som helst.

Og det er måske en af de største faldgruber i forhold til at være menneske.
Det store spørgsmål er jo, – Hvad kan jeg selv gøre ved det?
Kan jeg overhovedet gøre noget – eller er jeg nødt til at acceptere tingene som de nu engang er?

Nogle gange kan vi faktisk ikke gøre noget – så må vi acceptere at det er sådan det er – også selvom vi er uenige. Hvis ens partner vil skilles, så må man acceptere det, hvad enten man vil eller ej. Et parforhold kræver jo, at begge parter vil det – det er jo vilkårene. På samme måde som man skal være enig med sin chef om, at man er ansat på arbejdspladsen.
Eller man kan være nødt til at acceptere at man har en kronisk lidelse – eller at ens børn træffer nogle uheldige valg.
Der er tusind ting vi ikke kan gøre noget ved – det er livets vilkår.

Når vi accepterer tingenes tilstand – uanset hvor ubekvemt det så er, så kan vi træffe vores valg udfra det. Så kan vi vælge at gå til højre eller venstre.
Det eneste sted i vores liv hvor vi kan skabe forandring er jo i nuets virkelighed.
At tænke positivt og sætte intentioner er glimrende, men det må ikke blive til en måde at fornægte virkeligheden på. Så skvatter vi meget nemt i livet.
Det kan være særdeles smertefuldt at se virkeligheden i øjnene – men samtidigt er det også meget frisættende.
Den eneste måde at blive fri på, når det kommer til stykket.
Hvis vi bliver ved med at vende det blinde øje til virkeligheden, så holder vi os selv fanget i illusionernes tåge – og det er et voldsomt pinefuldt sted at være. Vi kan for en tid godt fortsætte med at bilde os selv ind, at alt er som det skal være – at vi er lykkelige og at det hele ordner sig – når bare dit og dat lige falder på plads.

Nogle gange må man give slip på håbet og på drømmen for at blive fri.
Det kan gøre rædsomt ondt, men det gør endnu mere ondt at holde fast i noget som ikke er.
Det kan føles som om at man dør af det – som om, at man giver slip på livets mening.
Men det der sker er jo, at vi tillader livet at strømme ind igen. Der hvor vi troede at vi var døde, kan vi pludselig mærke at blodet vender tilbage og skaber nyt liv.

Så når nu jeg IKKE er tynd og rig og gift med grev Flickflack – hvad vil jeg så stille op med mit liv?

Når nu mine store børn IKKE selv kan finde ud af at lægge tøj til vask og smøre madpakker – hvad vil jeg så gøre ved det?
Når nu den man var så forelsket i, IKKE vil være ens kæreste – hvad vil man så gøre ved det?

Det er i dag jeg kan skabe forandringer i mit liv. I morgen er altid udenfor min rækkevidde.

Kærligst June