Soulmates eller pain-mates?

Ordet “soul-mates” – altså sjælemager, er ofte omgærdet af romantik, stjernestøv, englevinger, sensualitet og alt det vidunderlige man kunne ønske sig af et parforhold.
Det er jo det vi alle sammen længes efter.
-En partner som forstår mig – som elsker mig ubetinget – hvor jeg bare kan være mig selv – hvor jeg er tryg – hvor vi gør hinanden bedre – en som støtter mig – en som bliver stående når jeg er den værste og grimmeste udgave af mig selv. En hvor jeg ikke skal lade som om, at jeg er noget andet end netop det jeg er … osv …

Det lyder også vidunderligt, og for mange mennesker lykkes det også. Det ér faktisk en reel mulighed for både dig og for mig.
Ofte glemmer vi bare, at det kræver et gedigent stykke arbejde – selvindsigt … på begge sider af bordet.

Når man er i en tæt relation så bliver man hinandens “spejle”.
Både i positiv og negativ forstand.
Så hvis man har nogle udfordringer i sine “relations-mønstre”, så vil de virkelig blive blæst op, når man indgår i en kærlighedsrelation.

“Et er søkort at forstå – et andet skib at føre” …
Det er let nok at få ryddet op i sit shit, så længe man er sig selv. Men så snart man indgår i en relation på ny, så vil man finde ud af, at der er en masse steder der stadig er arbejde at gøre. OGSÅ selvom man finder den helt rigtige.

Jeg tror at de fleste af os har prøvet at løbe ind i et menneske, hvor vi virkelig kunne mærke at der var noget særligt på færde. Noget som var så stærkt og kraftfuldt, at vi blev skubbet ud på det dybe vand – helt derud hvor vi ikke længere kunne bunde.
Det har endda føltes som om, at vi slet ikke havde mulighed for at lade være.

Og pludselig sad du i saksen. Alle de gamle mønstre som du ellers havde lovet dig selv ikke at gentage – og som du var sikker på du var færdig med – springer op for fuld udblæsning.
Og du tillader det endda at ske, fordi det her jo er noget helt særligt.
Fordi du elsker din partner så højt, fordi du forstår din partner så godt, fordi du vil det her så meget, og du ved, at hvis bare du liiiige strækker dig lidt mere – giver det hele lidt tid – giver lidt mere af dig selv og lader dig træde lidt mere på – så bliver det hele godt.
Så vil I i fællesskab hele hinandens gamle sår op, og så vil det hele blive perfekt. Så vil I få det I begge drømmer om, og som I har set glimt af på særligt udvalgte dage. Små lysglimt fra en helt anden verden, hvor kærligheden og tiltrækningen er så stor og så vidunderlig.

Det kan være så svært selv at se det. Særligt hvis du har et godt gammeldags “pleaser-gen”, hvor du altid ender med at slå knude på dig selv, for at blive elsket, accepteret, respekteret.
Det kan opleves som om, at det her ene menneske, er din redning. Hvis du kan få ham eller hende til at elske dig – så vil din gamle forbandelse blive ophævet. Så vil du være fri af dine gamle mønstre … fri til at være dig. Fri til at leve den kærlighed som du véd findes – også til dig.

Når vi tror, at der skal et andet menneske til, for at vi kan blive frie af de gamle sår – så er vi på afveje. Vi må selv tage os af dem. Rense dem og hele dem op. Det kræver et vedholdende arbejde, som sjældent er særligt lystbetonet, fordi vi skal helt ned og tage os af de gamle betændte sår i sjælen.
Ligesom med et helt fysisk sår. Du er nødt til at rense det, tilse det, tage dig af det om og om igen, indtil det er lægt.
Det nytter ikke at sætte et pænt plaster på, og skrive et mantra udenpå, og så tro at du er fri.
Det bliver det først rigtigt usundt af. Så kan betændelsen virkelig gribe vokse – ofte indad, og så skaber den for alvor ulykker.
Vi er alle sammen nødt til at deale med vores eget mørke – vores egne sår. Det kan vi ikke udlicitere til andre mennesker.
Du må selv at tage ejerskab over det.

Når dét så er gjort, og du igen møder en partner, så vil du med ret stor sandsynlighed opdage, at mønstrene stadig lever i dig.
Selvom du har gjort et kæmpe stykke arbejde, og fået ryddet op i alt muligt gammelt skrammel – så kan du stadig mærke at der er rester af det gamle.
Det er ikke fordi du er forkert – det er fordi du nu igen har et spejl at spejle dig i.
Herfra kræver det bevidsthed og vågenhed fra din side af, at gøre noget andet end det du plejer. Også selvom du er ved at dø af skræk, fordi du er bange for at blive forladt og miste alt det du endelig har fundet.

Det handler nemlig ikke om at finde den rigtige – men om at være den rigtige selv.

Kærligst June