Overansvarlighed …

Nogle af os har en dyb trang til at tage for stort ansvar på os. Her taler jeg ikke om arbejde osv – men om andre menneskers følelser – andre menneskers liv.
Særligt dem der er tæt på os.
Partner, børn, familie, venner …

Vi står på tæer for at sørge for, at andre mennesker ikke bliver vrede, kede af det, udfordrede osv.
Og vi gør det for vores egen skyld. Fordi VI ikke kan holde ud at stå ved siden af, mens andre har det svært.
Fordi VI har brug for at føle, at vi har en værdi for dem – som den der altid fikser og tager ansvar.
Det er sjældent noget der foregår i vores vågne bevidsthed – men nærmere noget som styrer os fra underbevidstheden.
Det sker bare – her har automatpiloten overtaget, indtil vi opdager det, og kan slå den fra.

Det er ikke kønt, at opdage det om sig selv. Slet ikke. Men til gengæld er det dybt forløsende, fordi det åbner for en mulighed for at gøre noget andet.

Det kan vise sig på mange måder.

Måske er du et af de mennesker, som konstant har dine antenner ude, for at mærke andre menneskers stemninger og humør – og dermed passe dig ind således, at du ikke udløser noget ubehageligt i andre mennesker.
Måske tilpasser du dit eget liv på en sådan måde, at du ikke støder nogen.
Måske lægger du låg på dine sande længsler og drømme, fordi det ville være synd for andre mennesker?

Det er bestemt værd lige at se nærmere på det, hvis du kan genkende et sådant mønster i dig.
Hvad er det helt konkret du er bange for?
Er det synd for din familie, hvis du træder ud af de vante rammer?
Er det synd for andre mennesker, hvis du udlever dine drømme, og dermed viser dem at de faktisk er fri til at gøre det samme?
Er det synd for din ægtefælle, hvis du fortæller at du vil skilles, fordi du ikke længere elsker vedkommende?
Er det synd for dine kolleger hvis du siger op og starter dit eget firma?
Er det synd for dit voksne barn, hvis du giver slip og dermed tillader dem at tage konsekvenserne af deres egne valg og handlinger?

Overansvarlighed er giftigt!

Vi skal tage ansvar det vi nu engang skal. Når vi har små børn, skal vi tilsidesætte vores egne behov langt hen ad vejen for at tage os af dem. Selvfølgelig skal vi det.
Vi skal også tage ansvar for de opgaver som vitterligt sorterer under os.
Vi skal i allerhøjeste grad tage ansvar for eget liv – det er der ingen andre som kan gøre.

Men vi skal dælme også turde at slippe det de steder hvor vi ikke har noget at gøre.
Både for vores egen skyld, men bestemt også for de andres skyld.

Hvis ikke vi gør det, så hjælper vi dem jo med at blive i en tillært hjælpeløshed.
Vi bidrager til at de lever i en illusion.
Hvis du bliver hos din partner, bare fordi du dybest set ikke tør at gøre dem vrede eller kede af det, så lyver du jo for vedkommende. Du foregiver at elske vedkommende, men det er egentlig bare frygt for konsekvenserne som holder dig i forholdet.

Når vi har sådanne mønstre med os…

så er det ikke fordi vi er kujoner eller dårlige mennesker. Slet ikke. Det er så vigtigt for mig at understrege det.
Det er fordi vi har lært det tidligt i livet.
Vi har lært at tage hensyn til de voksne, for ikke at komme til at udløse en reaktion hos dem.
Alt for tidligt fik vi lært at tage ansvar for andre menneskers følelser.
Så mor ikke blev vred, ked af det, vanvittig, utilregnelig.
Så far ikke blev fuld, rasende, deprimeret, selvmordstruet …
Fordi det ville være farligt. Fordi man som barn er livsafhængig af, at have sunde, velfungerende voksne mennesker i sit liv.
Fordi børn er stærke, kærlige og loyale væsner, som tager over der hvor forældrene ikke magter at bære ansvaret selv.
Det ligger dybt indkodet i os fra naturens side af.

Det bliver en overlevelsesstrategi, som man tager med sig ind i voksenlivet også, og som man kommer til at styre efter fordi man ikke kender til andet.
Man bliver pleasende, selvudslettende og allermest ulykkelig. Fordi man samtidigt mærker en dyb trang til at gøre noget andet, men man aner ikke hvordan.

Man bliver dybt frustreret og ked af det, fordi andre mennesker ikke snart lærer at tage ansvar for sig selv.
Man føler sig trådt på, fordi der ikke er nogen som regner en for noget.
Man føler sig træt, fordi man igen træder ind og redder ens voksne børn fra dem selv.
Man føler sig fanget, fordi man ikke aner hvordan man får dette vanvid til at holde op.

Men jeg ved at det er muligt at ændre et sådant mønster.

Jeg ved det, for jeg har selv gjort det.
Når jeg kan, så kan du også.
Det bliver man hverken arrogant, egoistisk eller ond af at gøre. Tværtimod …

Kærligst June