At træffe sine egne valg – og dermed komme hjem.

 

Engang var jeg gift med mine børns far. Vi levede sammen i mange år. Fik børn, bil, hus osv.
Det var det jeg ønskede mig – og han også, for den sags skyld.
Det der var med os var, at vi ikke var ret gode for hinanden. Ikke fordi nogen af os var dårlige eller onde mennesker – men fordi vi havde fået skabt nogle usunde mønstre.

En dag – for otte år siden netop i disse dage – blev jeg klar over, at jeg ikke længere kunne leve på den måde. Det havde alt for store omkostninger for os alle sammen.
Så jeg valgte at sige stop.
Jeg gjorde det ikke for hans skyld – jeg gjorde det ikke for mine børns skyld.
Jeg gjorde det for min egen skyld.
Jeg besluttede mig for at leve for min egen skyld.
Jeg besluttede mig for, at bestemme over mit eget liv.
Så jeg satte stopskiltet op ganske kort tid før vores datter skulle konfirmeres.

Det var noget af en bombe at smide, sådan midt i det hele.

Jeg måtte stå skoleret overfor mange mennesker, som mente at jeg da godt kunne have ventet til konfirmationen var overstået.
Mange mente at det var egoistisk. Arrogant. At jeg ikke kunne være det bekendt.
Måske mente de, at jeg burde ofre mig for deres skyld – så de kunne opretholde en illusion. Så de ikke fik deres eget verdensbillede forstyrret?

Men jeg vidste dybt inden i, at det var det eneste sande at gøre.
Havde jeg ikke gjort det – så var jeg gået helt i opløsning.
Jeg kunne ikke længere leve på en løgn. Jeg kunne ikke længere leve efter hvad andre mennesker mente var rigtigt eller forkert.
Jeg havde besluttet mig for at leve min egen sandhed. Også selvom det havde omkostninger for andre mennesker. Og i særdeleshed økonomiske omkostninger.
Det blev i virkeligheden meget enkelt, da jeg spurgte mig selv, hvordan det ville være at blive … Og hvem der egentlig havde gavn af at jeg blev … Det var der nemlig ingen i hele verden der havde. Ingen mennesker blev lykkeligere af det.

Men glæden og friheden, mine damer og herrer – den var det hele værd.

Min krop talte sit tydelige sprog. I mange år led jeg af lungebetændelse. Jeg måtte ned at ligge 2-3 gange hvert år. Siden jeg blev skilt har jeg kun haft det en enkelt gang – et par måneder efter skilsmissen. På trods af, at jeg flyttede ind i et hus som havde et fugtniveau som ikke var specielt sundt.
Men jeg var fri.
Jeg kunne trække vejret.
Jeg havde fulgt min egen inderste sandhed – og min krop belønnede mig for det!

Mine børn blomstrede op. Jeg blomstrede op. Livet fik en fornyet værdi.
Jeg stoppede ikke op for at se mig bagud en eneste gang. Jeg tvivlede ikke et eneste sekund.
Fordi jeg mærkede dybt inden i, at det var min sandhed.
Jeg var villig til at miste alt, og dermed satte jeg mig selv fri.
Jeg satte også børnenes far fri. Han blev fri til at gå ud og finde kærligheden.
Han blev fri til at leve sit liv ærligt. Når jeg levede på en løgn, så gjorde han det jo også.

Jeg kunne først gøre det, da jeg mærkede min egen værdi som menneske.

Da jeg begyndte at tro på, at jeg var i stand til noget andet end det jeg levede i.
Da det gik op for mig, at så længe jeg fortsatte på samme måde som hidtil, så ville intet forandre sig.

Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på at kærligheden er den største og stærkeste kraft i verden. Jeg tror på at kæmpe for kærligheden, og jeg tror på, at man i fællesskab kan reparere selv meget dybe sår i et parforhold.
Men jeg ved også, at nogle gange er man nødt til at stoppe en relation. Nogle gange er det det kærligste vi kan gøre.
Jeg ved også, at for at kærligheden kan leve, så er vi hver især nødt til at tage ansvar for os selv. Ligeværd er en indre tilstand som starter i mig.
Først i det øjeblik at jeg selv anser mig som ligeværdig med andre – er jeg det.

I mange år, anså jeg ikke mig selv som ligeværdig.

Jeg følte det i hvert fald ikke inderst inde.
Jeg var bange for at blive forladt – jeg var bange for konflikter og for ikke at være god nok. Så derfor gjorde jeg mig umage med at passe ind, glatte ud, please … Jeg gav slip på mig selv, satte mig selv til side. Ikke fordi der var nogen som bad mig om det – men fordi det var sådan jeg havde det inden i.
Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde en masse kvaliteter og værdier – men jeg troede bare ikke for alvor på, at nogen (Mand) kunne se det. Jeg troede, at når først det gik op for en mand hvem jeg var, så ville han miste interessen. Så var der altid nogen som var bedre – nogen han ville elske højere.
Jeg troede, at hvis bare jeg gjorde mig lidt mere umage, så ville alting blive godt.
Hvis bare jeg tog lidt større ansvar – fjernede stenene på hans vej – tog flere opgaver på mig … så ….
Mit liv var for en stor del baseret på frygt. Da jeg gav slip på frygten, blev jeg fri.

Det liv vi lever viser os hvad vi dybest set tror om os selv.
Den kamp er der ingen som kan kæmpe for os. Der kommer ikke nogen og sætter os fri fra vores egne overbevisninger. Det er vi nødt til at gøre selv. Uanset om du er mand eller kvinde.

Når jeg kan, så kan du også.

Kærligst June