Søndagstanker …

 

Hvis man vil skærme demente mennesker mod verden, kan man enten spærre dem inde med låste døre og hegn. Eller man kan få det til at se sådan ud.
Nogle steder karmouflerer man døren så den ligner en bogreol. Andre steder maler man en del af gulvet sort, så de tror at det er et hul, og så vil de helt naturligt lade være med at gå hen over det.
Man skaber en visuel illusion. Får virkeligheden til at se anderledes ud end den er.
Man gør det for at passe på dem, fordi de ikke magter at tage vare på sig selv ude i verden.

Det interessante er, at vi alle sammen har ”sorte felter” på radaren. Vi har alle sammen steder på livets landkort, hvor vi ikke tror vi kan komme hen. Ting vi ikke magter. Ikke kan passere.
Vi har alle sammen døre vi ikke kan finde, fordi de er karmoufleret.
Vi kan kalde det blokeringer – eller bare uopdagede muligheder.

Ting som andre mennesker tilsyneladende godt kan få til at ske – men som man selv bare ikke kan få til at lykkes.
Nogle gange er der en helt reel årsag til det – andre gange handler det om, at vi simpelthen tror på ”Det sorte felt” … og så standser vi helt automatisk.
Man kan tale om, at vores dybe overbevisninger får os til at bremse … fordi vi ikke har fået lært, at vi i virkeligheden bare skal træde ud i det og gå. Vi har ikke fundet døren i bogreolen, og derfor ved vi ikke den findes.

Og hvordan finder man så ud af, om man står overfor en illusion – eller et reelt sort hul, som man rent fysisk ikke kan passere?
Hvordan ved man, om der er en dør i bogreolen, eller om det bare er – en bogreol?

Det er altid godt at se på andre mennesker …
Hvis andre mennesker formår at lykkes med det – så er det sorte hul med stor sandsynlighed en illusion.

Hvis vi lige vender tilbage til demensafdelingen, så kan man jo se efter, om personalet og de besøgende går hen over det sorte felt, uden at blive opslugt af intetheden.

Man må naturligvis forholde sig til de fysiske love.
Der er ting vi som mennesker ikke kan – og sådan ER det bare.
Men der er ikke nogen fysisk lov, som forhindrer dig i at leve i et sundt og nærende kærlighedsforhold.
Der er heller ingen fysisk lov, som forhindrer dig i at have en sund og velfungerende krop. Eller økonomi – eller alt muligt andet.

Men hvis du tror at du står over for et sort felt, så er det jo det du lever ud fra, hvis man kan sige det sådan.

I gamle dage – og i andre kulturer – der har der været en tradition for at kaste forbandelser efter hinanden.
Eller for den sags skyld velsignelser.
Det er to sider af samme sag.
Vi kan meget nemt ryste på hovedet af det, og tænke at det jo bare var uvidenhed og overtro … men i virkeligheden er det såmænd sandt nok.
Hvis man altså kunne få vedkommende til at tro på det.
Det svarer til at male et sort felt, på den andens spilleplade.

Fordi vores sind, vores overbevisninger ikke bare er ”for sjov”.
Vi skaber det vi tror på.
Vores underbevidsthed er jo den det hele handler om. Det er derfra vi træffer op til 90 % – i nogle tilfælde endda mere – af vores valg. Og det er vores valg – og tilhørende handlinger – som skaber vores virkelighed.

I gamle dage talte man om “slægtens forbandelse”

… Det findes stadig … Social arv, hedder det på moderne dansk. Det er det samme. Det kræver bevidsthed at bryde det – og det kræver mod. Det kræver, at man skal bryde med stort set alt det man kender og er vokset op med at tro på. Det billede af verden man er vokset op med, skal man brik for brik pille fra hinanden og selv sætte sammen på ny.

Vi ryster gerne på hovedet af mennesker som lever i sekt-agtige kulturer, fordi vi anser dem for at være uoplyste og måske endda hjernevaskede.
Men deres sorte felter ser bare anderledes ud end vores.

Og vi kan til tider banke hovedet ind i væggen når mennesker vi holder af, løber tilbage til en tåbelig partner, selvom enhver da kan se, at det er dømt til at mislykkes.

Det er så nemt at se det med de andre … men hvis nogen skulle påpege at vi selv danser rundt efter en illusion, så kan vi med stor entusiasme fortælle dem, at det altså er rigtig nok. Det her ER vitterligt et sort hul. Fordi det er det vi tror på …

Vi har alle sammen forskellige veje i livet. Noget vi skal lære. Knuder der skal løses og sorte felter som skal males hvide.
Vi kan ikke dømme andres, selvom det ellers er rart.

Men vi kan se på vores egne, og gå til opgaven med nysgerrighed. Med åbenhed i sindet.
Hvad nu HVIS det sorte hul er en illusion … altså bare HVIS …?

 

 

Kh June <3