Kæpheste kan både være et stykke legetøj – og det kan være et begreb.

Når man har et eller andet bestemt emne eller tema – eller et princip … en holdning, som man altid trækker frem som noget vigtigt.

Jeg har aldrig haft en ”levende” kæphest … men som begreb har jeg da haft nogle stykker.

Og nogle gange sker der det magiske, at man når frem til et punkt hvor man får øje på, at den der kæphest slet ikke var så vigtig.

At det bare var noget man troede …

Det der sker når vi ”rider vores kæpheste” er, at vi kan have en tendens til at synes, at det jo faktisk er en rigtig levende hest … og derfor er den meget vigtig.

Lige indtil man kigger ned og ser, at det jo faktisk bare er – en kæp. Med hestehoved.

Vi er meget optaget af holdninger og meninger.

Måske vi næsten kan komme til at tro, at hvis vi ikke har en mening om alting, så er vi slet ikke noget. Så findes vi måske næsten ikke?

Medierne er særdeles gode til at minde os om netop det.

Hver eneste dag er der rig lejlighed til at finde noget at synes noget om.

Et sted hvor man endnu engang kan tage stilling til noget … som meget, meget ofte slet ikke har nogen indflydelse på ens daglige liv.

Måske netop derfor er det så fristende at synes en hel masse om det. Bruge en masse energi på det …

Fare op i en spids eller i blækhuset og give sin mening til kende.

De elektroniske medier og deres lokkende kommentarspor er et sandt overflødighedshorn af meninger og plads til at udtrykke sig.

Et fantastisk sted at bruge en masse energi … på stort set ingen ting.

Men det kan være et helt fantastisk sted til at udfordre sig selv … Nemlig ved at øve sig i, ikke at synes eller mene noget om dette og hint.

At øve sig i at sige ”OK” … og bare leve videre.

Man kan i hvert fald spørge sig selv, hvorfor det er vigtigt?

Hvorfor er netop dette emne så vigtigt, at jeg vil blive vred, indigneret, ked af det, såret over det?

Hvorfor vil jeg lade mig påvirke så meget af det her?

Er det noget som påvirker mig helt personligt – altså i mit virkelige liv?

Betyder det, at jeg ikke er i stand til at leve mit liv som jeg ønsker det?

Eller er det mest af alt bare en undskyldning for at grave mig ned i nogle trælse følelser?

Bruger jeg det i virkeligheden til at fastholde mig selv på i en energi, som faktisk overhovedet ikke matcher det jeg ønsker mig af livet?

For hvis vi lige tager de store ”Elton John” briller på, og ser det i et lidt større perspektiv, så er der formentlig noget du drømmer om.

Et eller andet fedt …. Og du har også en forestilling om, hvordan det vil være at udleve den drøm. Hvordan det vil føles … hvilken energi, hvilken indre tilstand der er forbundet med det.

Det har jeg da i hvert fald.

Og det matcher overhovedet ikke den tilstand jeg får, når jeg synes alt muligt – om alt muligt – som slet ikke har noget med mig at gøre.

Så er det lige meget om det er noget af det som er oppe i medierne, hvordan de kendte lever deres liv, eller om veninden kysser på den ene eller den anden. Eller om hun spiser det ene eller det andet.

Til morgen så jeg en ørn hænge højt, højt oppe og bare betragte verden (og musene) derfra. Den svævede på en luftstrøm, og kunne blive på samme sted uden at bevæge sig i lang tid.

Jeg tænkte, at det var sådan et fint billede på, at når vi løfter os op og ser det hele fra oven … ser på hvad der for alvor er vigtigt – sådan helt ægte for alvor er vigtigt i vores eget liv, så kan vi med overlegen lethed også fokusere energien på det som betyder noget.

Så kan vi meget lettere koncentrere os om at leve drømmene ud.

Det er sådan en god ting at øve sig på … og at mærke den frihed det giver inden i, når man holder op med at synes alt muligt om – alt muligt.

Måske det bedste ord for det faktisk er … frihed.