Søndagstanker …

 

I sidste uge skrev jeg om det her med accept – og det er jo et så stort og vigtigt emne, at vi lige tager en omgang mere med det. I virkeligheden kunne jeg vist tale om det herfra og til juleaften, og jeg vil slet ikke afvise at det kunne gå hen og blive til virkelighed – men lad os nu bare tage en enkelt søndag ad gangen og se hvordan det former sig …

 

Livet har det med at skabe nogle scenarier i vores liv, som vi ikke kan gøre noget ved. Det kan være alt mellem himmel og jord – det er lige svært alt sammen.
Økonomiske udfordringer, problemer i kærlighedslivet, sygdom, andre menneskers vilkår, misbrug i familien. Eget misbrug. Døden … Fortsæt selv … Der er ikke noget som er værre end noget andet. Man hverken kan eller skal dømme hverken sig selv eller andre på den konto. Vores liv er forskellige.

 

Men netop når man står der midt i kviksandet og hverken kan gøre fra eller til  og alle vejene er spærrede – så er det at man har vel den bedste mulighed i sit liv for at åbne til en anden dimension i livet. Fordi der ikke er noget andet valg … bortset fra at fortsætte kampen, naturligvis, men det bliver man jo ikke gladere af.

 

At vende sig indad. At vende sig mod den indre stilhed. Mod sjælen. Mod den spirituelle dimension, som ikke handler om at muligt habengut, men netop om en anden dimension.
Den er tilgængelig altid og hele tiden. Det er ikke noget man først kan få adgang til, når man har mediteret i 20 år, og læst hundredvis af bøger og lært en masse bønner udenad. Slet, slet ikke.

Det er der hele tiden. Inden i dig. Ingen andre steder i hele verden end inden i dig selv.
Din indre livskraft. Din forbindelse til Universet, til Skabelsen, til Gud. Der er så mange navne, og intet af det dækker i virkeligheden helt, på samme måde som man ikke kan beskrive en dyb øjenkontakt.
Hvilket i virkeligheden er det tætteste jeg kommer på, at kunne beskrive det med ord.
At få øjenkontakt med sjælen. Med din egen sjæl, vel at mærke. Ikke nogen andres. Fordi det er her du har forbindelsen til kærligheden. Kærlighed med stort K.
Alignment.

 

Vi bruger en stor del af livet – måske endda hele livet på at lede efter dette ”noget”  – efter denne fred og alignment udenfor os selv. Vi søger tilfredsstillelse og kærlighed i andre mennesker, situationer, kroppen, penge, status, berømmelse, mad, alkohol, medicin, spil, ting, sex … Men det virker kun et øjeblik, så starter showet igen. Så opstår behovet eller begæret eller sulten bare forfra og forfra og forfra … Altså – lige indtil vi møder en form for stopklods i livet, hvor vi ikke kan gøre noget. Eller få noget. Eller noget som helst.
Og vi skriger og sparker og skælder ud og græder og raser … Det føles som at være spærret inde i smerte og sorg og frustration.

Og det kan vi sådan set gøre så længe vi vil. Det bestemmer man helt selv. Vi har vores eget frie valg, og fremtiden er IKKE mejslet ind i sten.

Men der er også en anden vej, som er stik modsat. Det er den vej som går indad. Det er den vej som handler om accept … At acceptere at noget er som det er. Det betyder ikke at man er enig i at det er godt. Man slipper bare kampen, fordi den alligevel ikke nytter noget.

Og hvis man er rigtig klog, så vender man sig indad … søger ind i den indre stilhed og opdager at døren har stået åben til dette fredfyldte rum hele tiden. Du troede bare, at alt uden omkring dig skulle være i orden først.

 

Så i stedet for at lade smerten og frustrationen sluge dig, så kan du bruge dem som guidning til at søge ind til sjælen. Om og om igen. Som en spirituel praksis. I virkeligheden den mest effektive og den eneste du har brug for. Det er at bruge livet som et åndeligt træningscenter.
Det kan føles som at være blevet rekruteret til frømandskorpset i hæren eller noget i den stil. Hver gang man tror, at nu kan man da holde fri lidt, så sker der noget så man må i træningstøjet igen.

Til gengæld virker det … Og livet forandrer sig markant derfra.

Det er ikke et spørgsmål om at sidde passivt i et hjørne og bare lade livet glide forbi. Det er et spørgsmål om, at ændre sit liv på en sådan måde, at man ikke længere i samme grad er et offer for livets omstændigheder, men tager magten over det i en sådan grad, at man kan finde fred og trivsel og kærlighed alle vegne.

Og så er man jo altså mere powerfuld end en højspændingsmast.
Men man kan ikke købe eller læse sig til det. Til gengæld er alle mennesker i stand til at gøre det, uanset omstændigheder, social status, indtægt eller ægteskabelige vilkår.
Det mest frustrerende i dit liv, indeholder potentialet til at løfte dig til helt nye dimensioner.

 

Det handler om bevidsthed.