Søndagstanker …

 

 

Har du nogensinde stødt på udsagnet ”Middelmådighed”?
På engelsk ”mediocrity”.

Altid noget med, at man ikke skal slå sig til tåls med et middelmådigt liv.

Og så kommer det til at få en klang af, at man ikke skal nøjes med et kedeligt job, et leverpostjesforhold, en sløv økonomi osv.
Det måles altid på de ydre ting. Hvilket der på den ene side ikke er noget i vejen med, men det er jo ikke det det for alvor handler om.
For hvad er det man måler det op imod?

Hvad der for den ene er den mest vidunderlige bolig, er for den anden røven af fjerde division. Men det kommer jo kun an på øjnene der ser.

Jeg vil aldrig være fortaler for  middelmådighed.
Men det handler for mig at se ikke om det ydre. At måle det der, er i virkeligheden middelmådighed så det basker.

For mig at se handler det om, ikke selv at VÆRE middelmådig.
Men i stedet at gå efter at være den bedste udgave af mig selv. Den ypperligste udgave af mig selv.
I tanke, ord, følelse og handling.

Det handler absolut ikke om at være perfekt og bedre end alle andre.
Det er mere noget med at være så bevidst i mine tanker, så jeg ikke lader netop middelmådige tanker få sendetid.

Og hvad er så middelmådige tanker?

Det er f.eks dem som dømmer andre mennesker.
Det kan være negative tanker om mig selv eller om andre.
Pessimisme.
Mistillid.
Kontrol.
Frygt.

Den ypperligste udgave af mig, er den udgave som VED at jeg er forbundet til noget som er større end mig selv. Så kan vi kalde det Universet eller Gud eller Kilden. Det er lige meget. Den kraft som har skabt alt.

Den middelmådige del af mig tror, at jeg er alene. Den middelmådige del af mig tror, at for at få adgang til alt det gode i livet må jeg knokle, lide, slide og manipulere.

Den ypperligste del af mig ved, at jeg allerede ER forbundet til kærligheden. Til velstand. Til alt det som er. Den ypperligst del af mig ved, at alt jeg kunne ønske mig kommer til mig, når jeg slipper frygt og tvivl.
Den ypperligste del af mig ved, at Universet jo er kilden til alt. Og at Universet er det som gør mig levende. Så derfor er jeg forbundet med alt det som er.

 

Så selvom tvivl og frygt også sniger sig ind her hos mig fra tid til anden, så ved jeg at det netop er dér når det sker, at jeg skal vælge at vende mine tanker i en anden retning.
Der er ting jeg ikke kan ændre på, men jeg har selv kontrol over, hvordan jeg vil reagere på dem.

Det er for mig at se det ypperligste jeg kan gøre. Jeg kan vælge mine tanker og mine reaktioner.

Middelmådighed er – set med mine øjne – når jeg lader den ydre verden diktere hvordan jeg har det.

Det er let at føle kærlighed til et andet menneske, når vedkommende opfører sig elskværdigt. Det kan vi alle sammen.
Det er ingen kunst.

At kunne føle kærlighed til – og at se storheden i et menneske som selv har glemt det – det er en helt anden sag.

Og det er udelukkende noget man skal gøre for sin egen skyld. Fordi det føles bedre inden i.
Det føles bedre at møde en situation med tillid end med frygt. Det føles bedre at møde et menneske med kærlighed end med had.
Det føles bare bedre.

Og når det føles bedre – så er det bedre at være mig.

Og jeg vil gøre mit bedste for at leve det bedste liv jeg overhovedet kan. Ikke målt på det ydre – selvom det bestemt også er til stor fornøjelse!
Men målt på hvor glad jeg er. Hvor stor tillid og glæde jeg møder hver eneste morgen med.

Dét, mine damer og herre, er det som åbner for livet. Derfra, er hver eneste dag til glæde og underfuldhed.
Der er jeg den bedste udgave af mig selv.

Det er set med mine øjne ypperlighed. Med vilje at vende blikket og bevidstheden mod det som er godt. Særligt, når verden viser tænder og der ellers er nok at brokke sig over.
At sige nej tak og gå i den retning som gør mig glad.

Kærligheden, glæden, det gode – er altid til rådighed. Altid til stede.
Det er den udgave af mig selv, som jeg stræber imod. Med vilje. Hver dag.
For min helt egen skyld.

 

 

Kh June <3