Om nærvær og fravær …

Nærvær er en vigtig ting i enhver relation. Nærvær er faktisk en forudsætning for at en relation kan være livgivende.
Det giver sig selv. Vi skal se hinanden i øjnene. Tale sammen. Lytte til hinanden – ikke bare vente på at det bliver vores tur til at sige noget igen.
Men desværre er der også gået inflation i nærvær. Det bliver nævnt så tit, at vi har glemt betydningen af det. Vi er blevet immune – ligesom vi bliver immune overfor en tv-reklame der har været vist i hver eneste reklameblok den seneste måned.

Men for at kunne være nærværende, så er vi også nødt til at være fraværende. Og at have lov til at være fraværende.
Alle mennesker har en indre verden, som er helt deres egen. Der hvor vi trækker os tilbage og lukker døren, så omverdenens forstyrrende lyde og krav ikke når derind.
Der hvor vi kan tænke højt. Tage dagens begivenheder frem og sortere i dem. Lægge dem i bunker, smide dem ud der ikke er vigtige, og hænge de mest betydningsfulde op på opslagstavlen.
Det rum, hvor man helt legalt kan fordybe sig i en gammel æske med knapper, som ingen ved hvor kommer fra.
Hvor man kan tale med sin afdøde moster og skælde ud på borgmesteren – eller hvad man nu engang foretager sig.
Der, hvor man ikke er tilgængelig for andre mennesker.
Det er nødvendigt at give sig selv lov til det. Det er nødvendigt at give hinanden lov til det.

Vi kan ikke hele tiden tale sammen, være nærværende, på, opdaterede og engagerede.
Hvis man forsøger på det, så får man stress – bliver udbrændt. Mister gnisten og mister sig selv.
Hvis man hele tiden skal stå til rådighed for andre mennesker – hele tiden skal svare – hele tiden skal have en mening, være deltagende – så løber man tør for energi.
Der er stor forskel på, hvordan man bedst tager sig af sin indre verden. Nogen spiller musik, nogen går lange ture. Nogen sidder og stirrer ud i luften. Nogen syr, laver mad, maler billeder, skriver bøger, gør rent … Det er fuldkommen underordnet. Det vigtige er at det er legalt at gøre det. Legalt at være fraværende.
Vi ved alle sammen godt, at vi hver især har brug for det.
Men det svære er, at have forståelse for, at de mennesker der er omkring én også har brug for det …
Det er nogle gange noget man skal stjæle sig til. Det kan føles som om, at man svigter nogen, hvis man sniger sig ind i sig selv og lukker døren en halv times tid.
At have ret til privatliv. Uanset hvor højt vi elsker hinanden.

At jeg trækker mig ind i min indre verden, betyder ikke, at jeg ikke vil dig – ikke elsker dig – at jeg overvejer at gå fra dig. Det betyder bare, at jeg er et levende menneske som har en indre verden, nøjagtigt som du selv har.
Hvis du lige giver mig et øjeblik, og lader være med at stå og banke på døren hele tiden, så kommer jeg ud lige om lidt igen. Nærværende, levende, deltagende og elskende.