Taknemmelighed …

I gamle dage var det helt normalt, at ens forældre besluttede hvem man skulle giftes med. Det er stadig virkeligheden i andre dele af verden, end lige her under vores heldige himmel.
Heldigvis er det ikke sådan mere. Vi lever i et frit land, hvor vi har lov til at danne par med lige hvem vi vil. Vi er ikke engang begrænsede af køn, status, alder eller noget som helst andet. Hvis to mennesker elsker hinanden er de frie til at danne par med hinanden – ligeså længe de begge har lyst til det. Ikke engang selvom man har lovet at blive sammen hele livet er man forpligtet længere tid, end man selv vil være med til. Man har lov til at sige stop, præcis hvornår det skal være.
Det er altså til enhver tid fuldkommen frivilligt at være sammen med en partner – eller ikke at være det.
Har du tænkt på det?
At din evt. partner er fri til at gå hvis vedkommende ikke længere er lykkelig sammen med dig. Eller bare ikke gider mere. Hvis du bliver for irriterende, besværlig, kold, retshaverisk … Så har han eller hun lov til at gå.
Nøjagtigt lige som du selv har.

Ethvert parforhold beror på frivillighed.

Ethvert parforhold beror på frivillighed.
Så når din partner stadig er hos dig, så er vedkommende det altså af sin egen frie vilje.
Også selvom du nogle gange er svær at have med at gøre. Selvom du bider lidt rigeligt, og selvom du ikke altid er lige charmerende.
Er det ikke værd at være taknemmelig over?
Synes du ikke, at det er stort, at et andet menneske vælger at være sammen med lige netop DIG – af alle mænd/kvinder der nu er her i landet – eller verden for den sags skyld, så har din partner altså valgt lige præcis dig!

Han eller hun kunne sagtens vælge at leve helt uden en partner. Der er ikke noget krav om, at man skal indgå i et fast parforhold, bare fordi man er over 25 år. Det er helt og aldeles frivilligt.
Jeg ved godt, at man nogle gange glemmer det. Det er også helt fint – hvis man hele tiden skulle gå rundt og falde på halen af taknemmelighed og ydmyghed, så fik vi ikke udrettet særligt meget, og det ville i øvrigt ikke være særligt sundt for nogen af partene.
Men nogle gange er det altså vigtigt at stoppe op og minde sig selv om, hvordan det hele nu lige hænger sammen. Specielt når hverdagen fylder synsfeltet med leverpostej og vaskepulver.

Det gælder ikke kun ind i parforholdet – det gælder i ligeså høj grad for venskaber og såmænd også familie. Selvom man er beslægtet gennem blodet – og deler samme forældre, så er der ingen der er forpligtet til at holde af hinanden og til at prioritere hinanden. End ikke forældre / børn. Det er fuldstændigt frivilligt.
Og det gælder også for dig – du er ikke forpligtet til at være sammen med mennesker du ikke har lyst til. Aldrig. Husk det!

Når jeg ser rundt på de mennesker som vælger mig til, så fylder det mig med dyb taknemmelighed. Så bliver jeg stille og ydmyg. Kærlighed er ikke noget man har krav på. Det er ikke en rettighed – ikke engang fra sine forældre. Det er den fineste gave man kan give et andet menneske.

June