Søndagstanker …

Det der med planlægning …

Vi elsker vort land, og vi elsker at planlægge. Allerhelst hele livet, hvis vi kan slippe afsted med det.
Det uforudsete – det vi ikke havde regnet med – forandringer … Ordene bliver næsten altid associeret med tab, regninger, besvær og bøvl. Så nej tak – ellers tak. Det er ikke noget vi er specielt glade for.
Det blev meget tydeligt da jeg i den forløbne uge var på en tur med Ærøfærgen. Jeg bor jo hernede i det sydfynske, så et sommereventyr til Ærø var jo oplagt.
Det var en skøn tur, med solskin, is, museer og familie.
Da vi skal hjem sidst på dagen er der mange der ligesom os skal med mod Fyn.
Hvis man er hurtig, så kan man redde sig nogle særligt gode pladser med panoramaudsigt ud over havet – i den bagerste del af skibet. Jeg tror der er 6-8 pladser eller noget, så man skal være hurtig for at få dem.
En flok mennesker havde indtaget dem – parat til at nyde turen i ro og mag.
Ved de andre borde sad mange familier med både små og store børn. Blandt andet et forældrepar med et par små piger som vel var i 2-4 år.
Den ene af pigerne begyndte på et tidspunkt at grine af hjertens lyst. Sådan som kun helt små børn kan. Helt nede fra maven. Der hvor alle cellerne i kroppen hopper og danser af liv og glæde.
Hun grinte højt, og de fleste mennesker begyndte at grine med. Man kan jo slet ikke lade være …. Tænk sig, at sådan en lille størrelse, kan få en flok trætte mennesker med ømme fødder til at sidde og grine, sådan bare uden videre. Selv de udenlandske turister blev ramt at denne smittende latter.
Latter er ens på alle sprog – ligesom kys og kram.
Men dem der sad med panoramaudsigten var desværre ikke særligt begejstrede. Det endte med, at den ene rejste sig op – særdeles irriteret og gjorde det klart, at den slags altså var forstyrrende. Selvom vi sad på en offentlig færge – med børn, barnevogne, mennesker, lastbiler, kaffe og pommes frites.
Børn der skriger og er umulige kan klart være en udfordring – selv for deres forældre som elsker dem overalt på jorden.
Men børn der griner helt nede fra maven er vist noget af det sundeste i hele verden.
Jeg tror ikke, at disse mennesker med panoramaudsigt var dårlige eller onde mennesker.
Jeg tror heller ikke, at de var fyldt med had og vrede.
Jeg tror bare, at de havde planlagt noget andet.
Jeg tror, at de havde planlagt en rolig overfart med fred til at blunde lidt og ellers nyde den smukke udsigt. Uforstyrret.
Det forstår man jo godt – hvem ville ikke gerne have sådan en time med mindfullnes og afstressning.
De havde bare glemt at tage højde for livet. Livet har det jo med at ske, fuldstændigt uafhængigt af vores huskelister – vores to-do-lister, vores forventninger.
Vi tror at vi kan planlægge alting – nogle ting går det også fint med – lige indtil det uventede sker.
Vi tror at vi kan planlægge os til at møde kærligheden, stifte familie, skabe karriere, rejse, uddanne os …
Men livet har det med at ske.
Så nogle gange banker kærligheden på når vi mindst venter det. Nogle gange kan man ikke blive gravid selvom man ønsker det brændende. Og nogle gange mister vi dem vi elsker.
Der er ingen garantier.
Så når de gode ting byder sig til, så må vi gribe dem – også selvom vi havde planlagt noget andet.
Kærlighed, kys, latter, glæde,børn, venskaber, idéer … alt det som betyder noget her i livet kan vi ikke planlægge os ud af.
Det skal leves.

June