En fortælling om pindsvin …

Et pindsvin er et fantastisk lille dyr, som de fleste mennesker har et ømt punkt for. De bærer en form for eventyrlighed og uskyldighed med sig, når de trisser rundt i tusmørket og gør de ting, som pindsvin nu engang gør.
De har også de særlige evne, at hvis de føler sig truede, så krøller de sig sammen og stritter med deres pigge ud til alle sider, så evt. rovdyr får sig en slem overraskelse, hvis de alligevel forsøger at sætte tænderne i dem.
Det er en særdeles effektiv forsvarsmekanisme.

I sidste uge skrev jeg om det her med at tage imod. Hvor svært det faktisk kan være – selv at tage imod den mest uskyldige kærlighed eller fremstrakte hånd.
Jeg ved at mange i en eller anden grad har kunnet genkende noget af sig selv i det jeg skrev. Og jeg ved også, at når man bliver bevidst om, at man har et sådant mønster, så kan det tænde for forkertheden. For håbløsheden og afmagten …
“Ja, det ér mig der er noget i vejen med … jeg er ikke god nok. Jeg kommer aldrig til at kunne tage imod … jeg kan ligeså godt pakke mig sammen og indstille mig på ensomheden.”
Eller hvad det nu handler om.
Mange vil kunne genkende pindsvinemanøvren .. Når man føler sig truet – sårbar – bange – ked af det – vred – så kravler man helt automatisk sammen som et pindsvin og stikker enhver der måtte forsøge at række ud …. Uanset hvor højt man elsker dem – uanset hvor ulogisk det virker … så er det det der sker.
Der opstår en følelse inden i af, at hvis man giver efter – så bliver man opslugt af mørke og rædsel. Eller måske mister man for altid retten til at vælge frit i sit eget liv. Det kan også være, at man har følelsen af, at alt det man møjsommeligt har fået stablet på benene, forsvinder som sand mellem hænderne på én.
Det er kun det enkelte pindsvin der ved, hvad der foregår inden i, mens det er krøllet sammen.
Og det handler altså ikke om, at man er et dårligt menneske uden evner for relationer og kærlighed.
Det handler om, at man bærer nogle ting med sig, som fortæller om, at det er farligt at lukke andre mennesker for tæt på … at det er farligt at vise sårbarhed … at det er farligt at lade andre se hvem man virkeligt er. Ikke nødvendigvis fordi man har været udsat for voldsomme overgreb eller noget i den stil. . Måske har man været nødt til at blive voksen for tidligt, fordi dem der egentlig var voksne, ikke magtede opgaven for alvor. Der kan være så mange forskellige årsager – den ene er ikke mere rigtig end den anden.
Pointen er, at vi hver især er et produkt af vores erfaringer igennem livet – og det gør os hverken forkerte eller uegnede.
Det gør os til mennesker.
En stor del af pindsvinemekanismen sker helt pr. automatik. Det er bestemt ikke noget man sidder og filosoferer over – at det kunne være en god idé. Ofte opdager man det ikke før man HAR skældt ud … før man HAR afvist et kram – et knus – en venlig hånd.
Bagefter ved man det godt, og så kommer skammen over igen at have skubbet andre mennesker væk.
Så starter rumlen med at skælde sig selv ud – godt og grundigt! og så er vi tilbage ved forkertheden igen.
Hvis vi skal ændre på sådanne mønstre, så er vi nødt til først og fremmest at være loyale overfor os selv – overfor vores bagage. Det nytter ikke noget bare at råbe “FORKERT!” ind i spejlet. Vi er nødt til at tage os selv i hånden og få set på hvorfor det stikker sådan i sjælen.

Et pindsvin stikker kun når det føler sig truet og er bange. Ikke fordi det er forkert. Hvis du vil have dit indre pindsvin til at holde op med at stikke, så må du være modig nok til at lytte til pindsvinet og derefter lære det, at verden er anderledes nu. At det ikke går i opløsning bare fordi der er nogen der stryger det over ryggen og fodrer det med kærlighed.

June <3