Om perfekthed …

Jeg var engang på date med en mand. Der var en god kemi, fælles forståelse for humor og tiltrækning i mellem os. Så meget så vi besluttede os for at mødes igen. Så det gjorde vi. Stadig en god følelse af, at det kunne vise sig at være noget … lige indtil han to dage efter meldte ud, at han ikke mente at han kunne finde ud af at have en buttet kæreste …

Det skabte en følelse inden i mig der svarer til, når pickuppen skrider hen over en lp, og skaber en skrattende, rædsom lyd, hvor alting bare krøller sammen.
Tak for i aften – værsgo at skylle!
Så gælder det virkelig om at holde tungen lige i munden!
Det rammer jo lige ned i forkertheden og følelsen af ikke at slå til. Være for lidt – for meget – forkert.

Alle mennesker kommer ud for den slags fra tid til anden – spørgsmålet er hvad vi vælger at stille op med det.

Jeg kunne meget let gå i gang med en længere analyse af ham og hans spøgelser i skabet.                   Hvilket ville sætte mig i en meget uklædelig offerrolle, hvor jeg intet kunne stille op alligevel, udover at blive mere ked af det, og skyde skylden på alle andre.
Jeg kunne også blive på min egen banehalvdel – som er det eneste sted jeg nogensinde kan gøre noget alligevel, og se på om det var sandt – for mig?

Ligger mit værd som kvinde i min vægt – eller ligger den alle mulige andre steder?
Hvad er min sandhed?
Han havde givet udtryk for sin sandhed – det hverken kan eller skal jeg nogensinde klandre ham for. Vi havde forskellige værdier – det er modigt af ham at sige fra på den konto.
Så hvad var mine værdier?

Det gav mig lejlighed til at knytte et tættere og kærligere venskab med min krop, som faktisk er indenfor normal området. Jeg kunne tage stilling til, at det ikke var den der var noget i vejen med.
Det gav mig også lejlighed til at se på, om jeg ville bruge mit liv på at leve op til en utopisk perfekthed, eller om jeg ville stoppe op og begynde at være tilfreds med mig selv?
Jeg har altid stillet høje krav til mig selv. Det gør jeg stadigvæk, specielt på de vigtige områder.                De områder som faktisk betyder noget. I mit klientarbejde. I mine relationer. I min måde at være til stede i livet på. Så derfor vidste jeg også, at hvis det virkelig var det vigtigste for mig, om jeg havde en krop som en 14 årig, så ville jeg gøre det der skulle til, for at se sådan ud.

Men det er ikke min sandhed.

Jeg vil ikke bruge mit liv på at leve op til perfektheden for så går jeg glip af alt det som er virkelig vigtigt. Det som betyder noget.
Kærlighed og perfekthed fungerer ikke så godt sammen. Hvis kærligheden skal være betinget af tal, så er det ikke kærlighed, så er det rent og skært begær.
Det være sig tallene på eksamensbeviset, på bankkontoen, på vægten, højden, antallet af biler, rynker, antallet af retter på påskebordet, alt muligt ligegyldigt halløj.                                                                                Hvis man tror, at det er afgørende for, om man er værd at elske, så kommer man aldrig i mål. Og så bliver det svært, nogensinde at tage imod kærlighed.
Så selvom det sved gevaldigt på egoet at blive afvist på min størrelse, så var det en stor, stor gave.
Jeg fik nemlig lejlighed til at sætte mig selv fri fra kravene om perfekthed. Så heldig kan man være.
Når vi slipper perfektheden så bliver der plads til kærligheden.

God påske – June