Om hensyn …

Vi skal tage hensyn til hinanden. Selvfølgelig skal vi det. Vi skal kunne være her alle sammen, så selvom vi skal folde os ud i vores sande essens og autencitet, så betyder det ikke at vi skal skubbe til andre mennesker med vores spidse albuer, for at få mere plads selv.                                                                         Det er slet ikke nødvendigt, når vi bare står i vores egen essens.

Men vi skal tage hensyn til hinanden. Det handler ikke om mig, mig, mig – men om os.
De fleste af os er gode til at tage hensyn. Specielt til dem vi elsker højest.                                                Særligt vores børn, tager vi ofte ualmindeligt store hensyn til.
Det skal vi også. Vi har selv valgt at få dem, så selvfølgelig kommer deres behov i første række, altså når de er små, og ikke kan tage vare på sig selv.

Men en dag bliver de store. De kan selv gå på toilet, tage et glas vand, falde i søvn.
Når de bliver lidt større kan de endda tømme køleskabet og fylde vasketøjskurven i løbet at øjeblik.
Og en dag er de så store, at de drikker mere alkohol end godt er, ryger cigaretter og knalder damer …
Jeg beklager – men det gør de altså.                                                                                                                       Eller knalder drenge. Eller begge dele – hvad ved jeg …
Det skal de også gøre. Det er sådan det er at være et ungt menneske, det hører med til at blive voksen.
Men det det hører også med til at blive voksen, at man bliver behandlet som et voksent menneske.
At man bliver respekteret og hørt og lyttet til.                                                                                                         At man er fri til at træffe sine egne beslutninger og gå de veje man har brug for at gøre.

Og så hører også med til at blive voksen, at man selv tager ansvar for disse valg og disse ting.
Vi voksne er så kloge … Vi ved altid bedst. Det gør vi rent faktisk også – men det gør vi fordi vi selv er gået vejen. Fordi vi fandt ud af at tage bussen, og at søge jobbet og at stå uden penge på lommen.
Learning by doing, som det hedder.
For de fleste af os, blev der ikke taget voldsomme hensyn hen ad vejen. Heldigvis.                                     Det er jo sådan verden er. Der er plads nok til os alle sammen og vi har alle de muligheder vi kunne ønske os. Men vi kan kun benytte os af dem hvis vi selv tør og hvis vi tror på det.

Den mulighed skal vi helst ikke frarøve vores unge mennesker, ved at tage særhensyn til dem hele tiden. Ved at stå til rådighed hele tiden.
Det vi i virkeligheden opnår med det er, at få skabt en fortælling i dem om, at de ikke kan selv. At de er for skrøbelige til at begå sig i den virkelige verden.
Hvor virkeligheden hersker …

Så selvom vi tager hensyn ud af den dybeste og inderligste kærlighed til vores børn …  (og måske også lidt for ikke at gå i konflikt med dem) Så er det måske i virkeligheden ikke det klogeste vi kan gøre.
Vores børn tror jo på det vi fortæller dem. Ikke med vores ord – men med vores handlinger.
Så det nytter ikke at vi fortæller dem at vi elsker dem og at de er dygtige og kan alt i hele verden – hvis vi samtidigt skærmer dem fra virkeligheden og fra alt det svære.
Verden og livet er et vidunderligt sted, når vi tør danse på hele arenaen.

Kærligst June