Ingen af os er perfekte. Det ved vi godt – inderst inde. Men vi forsøger af al kraft at skjule de steder hvor vi er rynkede, har sorte pletter på samvittigheden. Der hvor vi ikke slår til og hvor livet har brændemærket os på den ene eller den anden måde. Vi vil ikke så gerne kendes ved dem. Og så skaber vi afstand både til os selv og til hinanden. Det er svært at omfavne et andet menneske og lade vedkommende komme helt tæt på, hvis den ene hånd skal holde fast i badeforhænget så vi ikke blotter os for meget. Nogle gange skal man turde at lade paraderne falde og lade os se. Hvis vi selv har sluttet fred – eller i det mindste bare erkendt det der nu engang er – så bliver det meget lettere at omfavne hinanden og lade kærligheden hele de gamle sår op.                                                                                               Det er jo det kærligheden kan. Kærligheden kræver ikke perfekthed – den kræver mod.

June