Juletræer …

Jeg har pyntet mit juletræ med alt det fineste julepynt jeg har. Skrøbelige glaskugler og den slags ting. Nu står det stille og eventyrligt i stuen. Med en duft der vækker minder fra længe, længe siden. Minder om at være barn, at være tryg, at holde fast i gamle traditioner.

Det fortæller om min slægt, om alle dem der skabte min barndom – og dem der ikke er her mere.

Min mor – min farmor – min farfar … og selvfølgelig også min far, som heldigvis stadig lever. De andre gav slip på livet inden for en ret kort periode, så der opstod nogle tomme pladser i familien. Pladser som skal erstattes af nye mennesker – nye børn i familien.

Nogle er allerede på vej – andre kommer først til om flere år. Sådan er det med familier. De er levende og pulserende. Nogle gange trækker de sig sammen – andre gange udvider de sig. Jeg er et meget priviligeret menneske med en forholdsvis stor familie. Men der er ingen at undvære af – det er der jo aldrig.

Alle familier har deres egne traditioner – specielt her til jul. Det skal helst være som det altid har været. Men det kan være svært, når de bærende kræfter i en familie bliver udskiftet hen ad vejen. I min familie er vi en ny generation af “voksne” som må bære faklen videre. Vi har “lært” af dem der gik foran os, og vi har løbende tillagt vores egne nuancer til de gamle traditioner.

Ritualer, kan man vel kalde det.

At leve op til alt det gamle, kan være noget af en gevaldig udfordring. Man kan godt komme til at føle sig utilstrækkelig når man ikke kan levere “varen” på samme måde som ens mor, mormor, farmor osv …  Ingen af os, kan jo udfylde deres plads når det kommer til stykket.

Vi kan kun udfylde vores egen plads.

Det gør vi  bedst, når vi ikke forsøger at ligne, lugte, smage, synge som dem der var engang – men gør det på vores helt egen måde.

Heldigvis har vi skabt nye traditioner i familien i de senere år … De er opstået spontant og lige fra hjertet af. Som et udtryk for livsglæde og kærlighed til hinanden.

Rosinboller og kakao juleaftens morgen. At synge “Tornerose” rundt om juletræet – mens man går med høje knæløftninger … fordi vi engang så det i en film … Og mens vi gør det, så glemmer vi helt at lave sylte og stegte sild, fordi vi alligevel ikke kan spise særligt meget til julefrokosten.

Men juletræet står stadig i stuen med sin duft og sine lys .. glaskugler og eventyr.

Jeg skal sidde og se på det julenat, mens jeg glæder mig over det mirakel livet er. Det minder de mig om, alle dem der gik forud for mig. At livet ikke er noget vi må tage for givet. At kærligheden ikke er noget vi må tage for givet. At vi skal være villige til at gøre en indsats for os selv og for hinanden.

Mens jeg drømmer om alt det gode som det nye år bringer, måske med et glas ekstra kirsebærvin og konfekt, selvom jeg har spist alt for meget, så kan jeg i mine tanker og mit hjerte kysse dem der gik forud for mig, og hvis pladser aldrig kan udfyldes af andre. Og byde velkommen til de nye liv der er på vej ind i familien.

For mig er juletræet noget helt særligt.

Det er et stærkt symbol på liv og livsglæde. På magi og kærlighed.

Engang var juletræet noget moderne pjat, som kun var for “De rige”. Nu er det et stærkt symbol på julen.
Sådan er det … Vi skal ikke være så bange for at slippe gamle traditioner og lade nye komme til. Når bare de opstår fra hjertet og fra livsglæden, så er de mere end velkomne.

Glædelig jul.

Kærligst June