Om ensomhed …

Ensomhed er et grundlæggende vilkår her i livet. Uanset hvor mange mennesker vi har i vores liv, og hvor højt vi elsker hinanden, så er der steder i vores indre hvor vi aldrig kan lukke nogen ind. Heller ikke selvom vi prøver på det.

Der er kun mig, der kan føle tingene inden i mig.

Jeg kan have mennesker i mit liv som jeg deler alt med og som jeg elsker ubetinget, men når jeg lukker øjnene, så er der kun mig – inden i mig.

Så er der den indre verden, hvor vi kan have kontakt med andre bevidstheder på den ene eller den anden måde. Det kan være alt lige fra afdøde elskede til havfolk, engle – ja, sågar det Guddommelige. Hvad det så end betyder.

Enhver er salig i sin tro – det vil sige at vi alle har lov til at tro nøjagtigt hvad vi vil. Vi er jo trods alt bare mennesker. At forstå disse store og abstrakte begreber er der ingen der for alvor kan. Vi ér jo ikke hverken engle, havfolk, afdøde eller Det Guddommelige …

Vi er mennesker. Nulevende mennesker.

Det her indre rum, hvor ingen andre kan komme ind, kan opleves på mange forskellige måder. Måske opleves det som et lukket rum, hvor man ikke tør at bevæge sig ind, fordi man frygter at blive opslugt af mørke og fortvivlelse.

Måske mærker man det kun på de dage, hvor man har følelsen af, at ingen forstår én – at man ikke er noget værd – og at der ikke for alvor er noget håb forude. De grå dage, hvor solen ikke for alvor bryder igennem ens eget indre skydække – men hvor man udelukkende kan se de mørke skyer i horisonten.

Måske har man bare aldrig fået set efter hvad der egentlig gemmer sig bag døren – og for nogen er det et helligt rum, hvor de formår at forbinde sig til sjælen, til Skabelsen og til alt der er.

Indre længsel …

De fleste af os kender godt denne indre længsel, som kan være så udefinerbar – og som kan fylde vanvittigt meget i visse perioder af livet.
For mange af os, sker det rent instinktivt, at vi leder efter andre mennesker, som kan give os en følelse af “hjem”. Af at være hele. Mennesker som kan hjælpe os med at slukke for ensomheden.

Mange af os tror, at vi skal finde netop dén partner, som ophæver ensomheden. Vores Soulmate.
Måske lykkes det også for en stund. Måske finder man den helt rigtige partner og mærker denne følelse af at komme hjem. At være hel. At være elsket ubetinget osv.

Det er fantastisk når det sker – lige indtil man en dag mærker denne prikken inden i, som fortæller at ensomheden stadig findes.

Denne følelse har ødelagt mange sunde parforhold, fordi man fejlagtigt kan komme til at tro, at det ikke længere er “rigtig” at være sammen … Det kan det jo ikke være, når jeg har det sådan her?
Det er også den følelse, som har afholdt mange mennesker fra at give sig hen til kærligheden, fordi det bare aldrig var “nok”.

Vi kan dulme følelsen af ensomhed med skiftende partnere, arbejde, stoffer, alkohol osv … det kan man sagtens gøre et helt liv igennem.

Det er endda fuldt legalt, hvis man vil.
Det er spild af liv – men det er tilladt.

Men der er også en anden mulighed, og det er at åbne døren til det inderste rum og se hvad der egentlig gemmer sig derinde. Måske er det dér vi finder kontakten til Skabelsen – og hvis det er sandt, så er vi jo aldrig for alvor alene.

Jeg ved ikke hvad den endegyldige sandhed er.
Men jeg ved, at vi hverken kan eller skal lægge ansvaret for vores indre ensomhed over på kærligheden og parforholdet.

Det er kærligheden og parforholdet alt for dyrebart til at skulle bære.

June 

Har du brug for hjælp til ovenstående tema? Så husk at du altid kan booke tid til en konsultation hos mig. Det gør du her.