Om troldsplinter og forvrængning …

I eventyret om Snedronningen fortælles det, at den lille Kay får en troldsplint i øjet og i hjertet, så alt hvad der er stort og smukt, bliver småt og hæsligt i hans øjne.
Mange mennesker går rundt med troldsplinter i øjne og hjerter – ikke i forhold til andre mennesker – men i forhold til sig selv.

Sådan at man kun ser sine egne fejl – sådan at man kun hører de negative ting.
Sådan, at selvom der bliver sagt positive ting til én, så opfatter man dem automatisk negativt, eller også går man straks på jagt efter den bagvedliggende årsag til ordene.

Måske ligger der en grundindstilling som fortæller, at hvis nogen siger noget pænt til mig – så er det fordi de vil have noget af mig – manipulere mig – snyde mig.

Tanken om, at det skulle være sandt ligger så fjernt, at den stort set ikke er en mulighed.

Det handler jo ikke om, at man ikke dur til at være menneske eller til at indgå i relationer.
Det handler om, at det er sådan man har oplevet det.
Man har lært at være på vagt, man har lært ikke at stole på nogen.
Man har lært, at andre mennesker altid har en bagtanke med det de siger og det de gør.
Og vigtigst af alt, så har man en indre oplevelse af, at der ikke er nogen der vil én for alvor.
At man ikke for alvor er værd at elske – værdig til kærligheden.

Selvom man har den dybeste længsel efter at elske og blive elsket – og selvom man finder den mest vidunderlige partner, så hjælper det ikke noget, så længe troldsplinten sidder der.

På de gode dage, vil man næppe mærke den.
Men på de mørke dage hvor himlen trykker som en elefant, og hvor tvivlen på ens egen eksistensberettigelse danser tango, kan man ikke høre eller se kærligheden.
Alt hvad der bliver gjort eller sagt mod en, bliver forvrænget og opfattes som bebrejdelser, løgn og manipulation.
Og man ved ikke hvordan man skal komme ud af den situation.

Man er fanget i sin gamle offerrolle og kan ikke finde ud igen.

At elske et menneske, som er fanget der, med troldsplinter og forvrængning er ikke let. Al den kærlighed man giver, bliver afvist – og til sidst må man enten gøre en ende på forholdet eller slukke for kærligheden og bare leve som en zombie ved siden af. Ingen af delene er specielt morsomme, men man kan ikke redde et menneske som sidder fast i en offerrolle, det eneste man får ud af at prøve er, at man selv ender samme sted.

Man kan hjælpe på vej, men vedkommende må gå vejen selv.

Den eneste der kan gøre noget ved situationen, er ejeren af troldsplinten.

Han eller hun må tage ansvar for sig selv, og begynde at gå den anden vej. Finde hjem. Gøre sig fri af gamle overbevisninger – se frygten i øjnene og beslutte sig for hvad man vil tro på.

Beslutte sig for, at det ikke er synd for én.

Det er ikke noget man gør over en nat. Her hjælper hverken kvikfix eller krystaller. Det er en indre vej man må gå – og man må gå den selv. Måske med støtte og vejledning udefra – men vejen er din alene.

Til gengæld vil man eje resultatet efterfølgende.

Har man først fundet frem til sit sande jeg – sin essens – sit selvværd, så er man fri til at elske og lade sig elske – ubetinget.
Man er ikke afhængig af et bestemt menneske – man står selv.
Alle kan gå vejen. Det er ikke betinget af andet end mod og villighed.

June 

Har du brug for hjælp i forhold til ovenstående emne, så husk at du altid kan bestille tid til en konsultation hos mig. Det gør du her