Relationer i virkeligheden …

Når man drømmer om kærlighed og parforhold, så er det klart at det er de positive ting som fylder mest.
Vi drømme rom at møde den helt rigtige – den person hvor alting bare er nemt og ubesværet … hvor vi ikke er uenige (Ikke ret meget i hvert fald), hvor vi har fælles værdier, fred, harmoni, ligeværdighed osv.
Det er slet ikke så svært at få lavet en fin lang liste, over alt det man kunne tænke sig.
Samtidigt, så er der sådan en fælles Disney-illusion om, at når bare man møder den helt rigtige, så er alt vidunderligt.

Og før eller siden…

så møder man et menneske hvor man kan mærke at “Vi kan altså noget sammen” … For nogen kommer det som en orkan, og blæser hele huset omkuld. For andre kommer det snigende stille og roligt, med en dyb følelse af samhørighed, som opstår gennem lang tids bekendtskab. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet.
Kærligheden har mange ansigter. Det er i øvrigt heller ikke finere at møde hinanden i Netto end på Tinder.
Fri os fra kærligheds-snobberi!

Men uanset hvor man har været så velsignet at møde sin partner, så er det for langt hovedparten sådan, at på et eller andet tidspunkt, så begynder man at støde ind i hinandens ømme tæer. Uforvarent kommer man til at træde der hvor det gør mest ondt – man står med en følelse af at være blevet svigtet, overset, underkendt og alt muligt andet af alt det man havde lovet sig selv ikke at tillade i et forhold igen.
Det er meget nemt at komme til at tro, at vi nok slet ikke er så rigtige for hinanden alligevel. Måske skulle man alligevel have lyttet til den veninde som sagde at han var et fjols … fordi hun kunne mærke at han bare ikke var god for dig, osv.
Og noget må der jo være galt med ham, når han kan gøre dig så ked af det – få dig til at føle dig så lille, så dum, så meget forkert …
Så var det nok slet ikke så rigtig alligevel, for hvis det var det, så ville I jo ikke have de her problemer …Sådan er det jo ikke hvis man er rigtige Soulmates …

Og nogle gange skal man se at få smækket døren og komme videre. Nogle gange skal man turde at give slip – i erkendelse af, at det her ikke er sundt for en selv.

Kærlighed er en meget, meget stærk kraft.

Men den beskytter os heldigvis ikke imod at udvikle os som mennesker.
Når et andet menneske – hvad enten det er ægtefællen, dit barn, veninde, fætter eller chef, træder på din ømme tå, så du bliver vred, ked af det, irriteret osv. så optræder de i virkeligheden som et spejl for dig. De viser dig dine skygger – blinde vinkler – der hvor du har brug for at få sagt fra … Det er rædsomt!
Ingen af os bryder os om det, og vores første reaktion er som regel, at bide ud efter vedkommende. Det er helt naturligt. På samme måde som man flytter hånden fra en varm kogeplade. Man fjerner sig fra smerten.
Og som jeg sagde … nogle gange skal vi også være modige nok til at give slip, sige stop, gå vores vej.
Misbrug, vold, både fysisk og psykisk … der er mange tilfælde, hvor det klogeste er at gå.

Men de fleste gange, så er det sådan at vi virkelig har noget stort at vinde, ved at turde blive stående, og se på det spejl, som bliver holdt op foran os.
At turde se, at vi selv er manipulerende, egoistiske, bange, fordømmende, retshaveriske, konfliktsky …
Dét er noget der for alvor kan rykke os som mennesker.

Vi kan sagtens gå på alverdens selvudviklingskurser, læse stakkevis af bøger om at sige nej, om at tiltrække den rette partner, om at blive den bedste udgave af os selv. Men hvis ikke vi tør at gøre noget andet end vi plejer, når det kommer til stykket – så er det en stor illusion vi bygger vores liv på.

Det er i virkeligheden –

i den helt almindelige dagligdag, at alle vores indsigter og vores viden skal stå sin prøve. Det nytter ikke at kunne finde dyb alignment på et stilhedsretreat i påsken, hvis ikke du er i stand til at føre det ud i livet når du kommer hjem.
Det er i den almindelige hverdag, at magien trives allerbedst. For det er der vi skal træffe vores valg.
Det er der vi skal sige fra – eller til. Det er der vi skal holde op med at tage ansvaret for alle andre.

Det er i virkeligheden, at den største forvandling sker. Når du tør at GØRE noget andet. Også selvom du er bange for at alting falder sammen om ørerne på dig.
Også selvom du er så bange for, at din kæreste går fra dig – at dine børn slår hånden af dig – at du bliver fyret – at din mor skælder dig ud …

Det er frygten som får os til at fortsætte i det gamle spor …

og som hvisker os i ørerne, at det er de andre der er noget galt med. At det er klogere at gå – smække døren – slippe kærligheden.
I stedet for at tro, at vi altid ved hvad den anden mener – tænker – føler, så er det måske en idé, at spørge ad. Og at turde lytte til hvad vedkommende fortæller dig. Dine følelser er dit ansvar. Vi skal ikke såre hinanden med vilje – men når vi er tæt på andre mennesker, så kan det ikke undgås at vi støder ind i hinanden.
Jo flere betændte tæer vi har, jo større sandsynlighed er der for, at andre mennesker støder ind i dem … Din partners ømme tæer er ikke dit problem. Men det kan godt føles sådan, fordi det er mere bekvemt end at se på sine egne.

Jo tættere vi er på hinanden, jo mere støder vi også ind i hinanden.
Til gengæld sker der det magiske, at når vi begynder at få taget os af vores egne sår – også dem vi troede vi var færdige med for længe siden, så kan vi komme tættere og tættere på hinanden, og derved opnår den kærlighed vi længes så meget efter.
Jeg tror på kærligheden. Det er den som hjælper os med, at slippe et gammelt stivnet ego, som dybest set kun skaber afstand til de mennesker vi elsker aller mest.

June