Vi nærmer os Skt. Hans … Midsommer … Med bål i den lyse sommernat, som for mit vedkommende er noget helt særligt.

Jeg elsker denne tid på året.

Jeg elsker bålene som man kan se langt omkring.

Jeg elsker at stå ved kysten og kunne se, at andre steder – på den anden side af vandet – er der andre mennesker som gør det samme.

Jeg elsker at se mennesker samle sig og stå sammen om bålet – om ilden.

Midsommeren har sin egen hellighed i sig.

Jeg ved godt, at man engang brugte bålene til at slå mennesker ihjel med. Men det er for mit vedkommende ikke det jeg er så optaget af. Bålene er langt ældre end det. Mennesker har tændt bål som et ritual formentlig ligeså længe som der har været mennesker til. Som kommunikation. Som en portal til den åndelige verden. Som ritual … som alt muligt.

ilden er også renselse.

At blive brændt ren.

Ikke ved at stå fysisk i et bål, det er en dårlig idé. Men symbolsk set.

Nogle gange sker det, at vi står på et sted i livet, hvor man ikke rigtig kan komme hverken frem eller tilbage.

Hvor man er låst fast, og kan have en følelse af at brænde op inden i.

Af frustration. Af længsel. Af afmagt. Af alt muligt …

Her er der ikke tale om at stå i kanten og blive svitset lidt, men om at stå midt i bålet og virkelig få den store tur.

Meget ofte vil det være en kærlighedsrelation som skaber de rette forhold til netop denne proces.

Måske bruger man en masse tid på at kæmpe imod eller at bortforklare … finde løsninger.

Men intet af det fungerer sådan for alvor. På et tidspunkt må man overgive sig, og lade den indre ild gøre sit arbejde.

Lade alle urenheder blive brændt væk.

Og så sker det magiske. Som en fugl Fønix har man ladet sig rense af ilden, og derefter absorberet den, og så går bålet ud …

Det eneste som holdt bålet i live, og som gav det næring, var ens egne indre ”urenheder”.

Det vil sige gamle følelser af ikke at være god nok, at være forkert, at være ubetydelig, at være udenfor …

Alt det der, som er så svært. Det var dem som havde brug for at blive aktiveret, så de kunne blive renset ud.

Katharsis, kunne man kalde det.

Vi ER allerede hele. Vi ER allerede kærlighed. Kærlighed, helhed, glæde, taknemmelighed … Alt det er allerede til stede i os.

Men meget ofte er det som om, at vi glemmer det.

Og så er vi nødt til at finde de ting udenfor os selv. Det er her vores smerte i virkeligheden opstår …

Og netop når man så er så ”Heldig” at blive fanget i et indre sjælebål, får man mulighed for at ”brænde ren” indefra.

Det helt magiske der så sker er, at når vi ikke længere ”har brug” for noget udenfor os, til at få den indre følelse af helhed, kærlighed, hjem, tryghed osv. … Så er der ”kun” kærligheden tilbage.

Og så vil tingene forandre sig. Altså … af sig selv. Det gamle bål man stod midt i, vil gå ud.

For det som gav det næring er ikke mere.

De gamle, tunge følelser er væk, og man er forandret.

For hver gang man blev såret, så var det jo i virkeligheden fordi man troede at man måtte finde mættelse i et andet menneske.

Men intet andet menneske i hele verden kan jo nogensinde gøre dig – eller mig – hel. Ingen.

Så hver eneste gang bliver man tvunget til at søge indad i sig selv og netop finde kærligheden der.

Finde ”mættelse” der. Blive mindet om, at du allerede er hel. Og så er det, at man virkelig har mulighed for at opleve noget magisk.

I stedet for at bålet absorberer dig, så er det dig som absorberer bålet.

Det bliver tilføjet den indre ild, som nu brænder meget mere rent og klart og vedvarende.

Hvis vi er heldige, møder vi et menneske på vores vej, som kan hjælpe os med at huske på denne helhed. Ikke ved at stryge os med hårene. Men ved at være med til at skabe en de omstændigheder, som måske er helt nødvendig for at kunne gennemgå denne proces.

Når jeg opdager at kilden til alt jeg måtte ønske mig allerede er i mig selv.

Kærligheden ER allerede i mig … så skal jeg ikke længere tigge andre om den.

Så forsvinder disse ”urenheder”, og tilbage er .. kærligheden.