Home 2023 marts 05 Søndagstanker … Vi er ikke i konkurrence 05.03.23

Søndagstanker … Vi er ikke i konkurrence 05.03.23

 

I dag har jeg været på Krea-Messe her i Svendborg.
En skøn blanding af alle mulige mennesker, som på hver deres måde, og med hver sit udtryk udstillede og solgte de ting de hver især havde skabt.
Smykker, lamper, keramik, strik, tasker, billeder, vin, krydderier – you name it.
Et mekka af inspiration og kreativitet.

Jeg talte med min veninde om forskellen på de forskellige udstillere. F.eks keramikerne, som alle havde kopper, tallerkner og skåle med – og andre ting også, men som jo så helt, helt forskelligt ud.
Og for mig var det så tydeligt at se, at de jo ikke var i konkurrence med hinanden på nogen måde.
For den kunde som havde lyst til at købe sit krus hos den ene udstiller, ville aldrig købe det hos hende ved siden af.

Det ville ikke være sådan, at hvis den ene udstiller ikke var der, så ville kunderne bare handle hos en af de andre. Nej – så ville de slet ikke købe noget keramik den dag.

Og ligeledes med dem som havde lavet tasker og smykker osv.

Messen var fyldt med mennesker, og flere kom til mens vi var der.
Og der var virkelig også noget at komme efter. Fordi der netop var mange udstillere.

Og ja – messer og udstillinger kan da bestemt godt blive for store, men det var ingenlunde tilfældet her.
Hvis der kun havde været halvt så mange udstillere, var der formentlig ikke kommet nær så mange mennesker, og de havde bestemt ikke blevet så længe som de nu engang gjorde.

Det var virkelig en fest, set med mine øjne. Mange glade mennesker som havde lyst til at være der.

Det er jo et fantastisk billede på mangfoldighed og at der er nok til os alle sammen.
Vi tager ikke noget fra hinanden.

Det er jo ikke sådan, at der kun er en vis mængde succes eller kærlighed eller liv eller overflod eller … som vi må finde ud af at fordele ligeligt mellem os.
Det er ikke sådan, at når du har succes, så tager du den fra mig.
Eller når du er rask, så tager du det fra din nabo.
Eller når du er i et dejligt kærlighedsforhold, så bliver der mindre til sin søster.

 

Tværtimod.

Til gengæld er det vigtigt at vi ikke forsøger at efterligne hinanden og gøre os til ”one size fit all”. For så er det, at livet bliver fattigt og vissent og vi skal slås om det hele.
Hvis nu disse keramikere havde lavet præcis det samme design og kvalitet – SÅ ville de jo være i skarp konkurrence med hinanden. Men det var jo på ingen måde tilfældet, fordi de hver især havde sit eget udtryk. De var originale. Og så kunne der ha været dobbelt så mange med, og salget af keramik ville bare være fordoblet af det – fordi flere mennesker ville have kunnet finde lige dét der var det rigtige for dem.

 

Og hvis det er tilfældet med keramik – prøv så at tænke på, hvordan det er med os mennesker.
Vi er da overhovedet slet ikke i konkurrence med hinanden heller.

Slet ikke. Aldrig.

Det er jo i grunden morsomt, at vi så bruger så meget tid og energi på at sammenligne os med hinanden.

På alle mulige måder, i stedet for bare at nyde mangfoldigheden i tillid til, at der er nok. Der er nok kærlighed, succes, velstand, sundhed, mad, luft, vand, strøm, solskin osv til os alle.

For det ER der. Der ER nok. Og når vi hjælpes ad – så har alle gavn af det.
Som på messen. Alle havde gavn af, at der var så mange udstillere.

Vi behøver ikke at trykke andre ned, for selv at kunne komme op. Vi behøver ikke at lukke andre ude, for selv at kunne være inde.
Vi kan faktisk bare udvide kredsen.
Vi kan alle sammen trives.
Vi kan alle sammen have det godt.
Vi kan alle sammen finde vej.

Og vi tager ikke noget fra hinanden undervejs. Heller ikke selvom det nogle gange ser sådan ud.
Men hvis vi forsøger at efterligne hinanden – for på den måde at få del i den succes de andre ser ud til at have, så er det sandt … så er der faktisk ikke så meget plads. Så er der ikke så mange penge, så er der ikke så mange kærester, så er der ikke så mange kunder.

Der var en stand, som solgte skumfiduser. De lækreste, blødeste gourmet-skumfiduser.
Og ja – du kan købe skumfiduser alle vegne – til en helt anden pris end disse.
Men for den som har lyst til at købe disse skumfiduser, ville dem på hylden i Netto aldrig være interessante.

 

Verden er et rigt og mangfoldigt sted. Særligt når vi hjælpes ad.

 

Kh June

/* ]]> */